ske Skabnings skinnende Udstrækning, og førtes i et Øyeblik igiennem u¬
tallige Verdener; da jeg kom nær ved Naturens yderste Pynt, saae jeg
Skyggerne af en stor og u-endelig Tomhed at tiltage for ved mig, et
græsseligt Land, hvor der findes intet andet end en ævig Taushed, Een¬
somhed og den tykkeste Mørkhed! Jeg blev angrebet af en ubeskrivelig
Skræk over dette Syyn, og dette Raab udbrød af mit Hiere og min
Mund med den allerhæftigste Begierlighed:O! at jeg havde været
Hævigen dømt til at blive i Ubodfærdigheds og Ugudeligheds almindelige
Piine=Sted; der vilde Sælskab forlindret Fortvilelses Piinseler, og Jl¬
dens Grumhed kunde ikke betaget mig den Trøst at fee Lyset. Eller,
om jeg havde været fordømt til at opholde mig paa en Comete, som vil¬
de kun engang i tusende Aar kommet tilbage til Lysets og Livets Grænd¬
ser; saa vilde dog Haab om disse Afvexlinger, hvor lang Tiid der end
var imellem dem, have trøstet og glædet mig i den forskrækkelige Tiid,
som jeg skulde fremdraget i Kuld og Mørkhed! og disse Forandringer
vilde deelt Ævigheden selv i Tider! Jmedens denne Tanke svævede
i mit Sind, kom den længstfraværende Stierne mig af Syyne, og det
sidste Glimt af Lyset blev qvalt i den yderste Mørkhed. Min Fortvilelses
Angester bleve hvert Øyeblik forøgede, ligesom jeg hvert Øveblik kom læn¬
gere bort fra den sidste beboede Verden. Jeg betænkte med en utaale¬
lig Græmmelse, at naar ti tusende gange tusende Aar havde ført mig langt
fra alting, undtagen fra den MAGT, som opfylder det Uendelige, saa
skulde jeg dog endnu see for mig en ueendelig Afgrund af Mørkhed, i¬
giennem hvilken jeg skulde stedse drives uden Bistand og uden Sælskab,
stedse videre og videre, fra Ævighed til Ævighed. Jeg udstrakte da mi¬
ne Hænder imod Skabningens Grændser, med saadan en hæftig Bevæ¬
gelse, hvorved jeg opvaagnede.
Saaledes er jeg blevet lært at sætte Priis paa menneskelig Sam¬
qvem, ligesom paa alle andre Velsignelser, ved dets Tab. Mit Hierte er
opvarmet til Gavmildhed; og jeg er nidkiær til at meddeele den Lyksalig¬
hed, som jeg selv føler, til disse af hvilke den har sin Oprindelse; Thi, i
den forskrækkelige Eensomhed, som jeg var fordømt til, vilde jeg sat høyere
Priis paa en elendig Stakkels Sælskab, hvilken jeg i min Medgangs
Hovmod vilde sparket fra min Dør, end paa alt det Guld som er i A¬
frica, og paa alle Ædelsteene i Golconda.
