Og, omendskiønt hand ey for lidet krævede,
De af Erkiendtlighed dog vare nu syv rørte,
At de en Pung med Guld ham og forærede;
Og soore hannem til paa deres Tro og Ære,
Naar bedre Tider komme maae,
At hand for denne Hielp, hvorved de frelste ere,
Skal rigere Belønning faae:
Men saasom Natten nu brød frem,
At disse gode Folk ey kunde komme hiem,
Dem Advocaten da tillod hos sig at blive,
Hand maatte dennem vel et Natte=Leye give,
Som havde ham saa vel betalt!
Det disse Herrer vel befaldt,
Thi de betiene sig af Nattens Skiul og binde
Den gode Vert, som dem har tient saa kierligen,
Alt hvad de gave ham de tage først igien,
Og søge flittigen om de kand meere finde;
Dernæst til Sengen gaae med deres lille Skat
Og ønske høfligen ham en god rolig Nat.
Den Uforsøgte det som noget stort betragter,
Naar mand med Store Folk i Sælskab findes kand,
Men den, som er forsøgt, sig høystlyksalig agter,
Naar uden Frygt og Haab hand seer de Store an.
er ere Folk, som af en latterlig Hovmod og narragtig Indbilding agte
det for en mægtig Lyksalighed at sees i Sælskab med Personer af høy
Rang; De meene, at mand skal tænke om dem, at de ere af stor Bety¬
denhed, at de besidde store Fortienester, at de kand formaae meget, naar
de paa offentlige Steder kand fortælle: J gaar spiiste jeg hos Her¬
i morgen er jeg budet til Bords hos Greven
tugen af **
af **; dette synes en stor Herlighed for et Creatur, som sætter all sin
Lyksalighed og Fortieneste deri, at hand kand æde og drikke ved et Bord
