strax Tumulten fornyet med større Hæftighed. Alle vare lige forvissede
om, at Fornuften vilde stadfæste, hvad Mening havde besluttet til
deres Fordeel; og den som talte høyest, haabede at blive først hørt.
Fornuften vedste, at disse alleene havde Ret til at gaae ind i Tem¬
plet, som gik op ad Dydens Stie; for da at bestemme, hvilke der
skulde drives ud eller antages, syntes intet meere fornødent, end at
randsage, fra hvad Side de vare komne op. Men Fornuften selv
befandt, at denne Randsagning, endskiønt den syntes meget læt i Tan¬
kerne, var dog meget vanskelig i Gierningen.
De allerskændeligste forsikkrede, at dersom de end ikke havde vandtet
langs igiennem den gandske Dal, saa vare de dog komne i den ved Foden
af Bierget; og at i det mindste den Fødstie, paa hvilken de vare opsti¬
gede, var Dydens Stie. Dette blev hæftigen modsagt af andre;
og for at forekomme det kædsommelige Arbeyde, at udleede Sandhed,
af en stor Forandring af Omstændigheder, saa blev Mening frem¬
kaldet for at afgiøre Trætten.
Men det saaes snarligen, at Meening neppe kiendte den ene Stie
fra den anden, og at hun ikke paa visse Grund=Regler eller med under¬
søgende Kundskab bestemte hvem der skulde antages eller bortviises.
Fornuften blev dog fremdeles ved at udforske hende; og paa det hun
maatte dømme om dennes Udsigendes Troværdighed, af den Beretning,
som hun vilde give om en bekiendt Carakter, saa spurte hun hende, paa
hvilken Side af Bierget den Macedonier var opstiget, som overskyllede
Verden med Blood, hun svarede, uden Betænkning,, at hand var
kommet op paa Dydens Side; at hun vedste hun tog ikke feyl, ef¬
terdi hun saae ham langt fra, at hand vandrede i Dydens Stie;
hvorved hun tillige anmærkede, at ingen var nogen Tiid stiget op ad
Bierget med saadan gruelig Hastighed." Saasom nu Fornuften
vedste, at denne Beretning var falsk, saa befalede den, at Mening
skulde gaae til side, og foretoog sig nøyere at udspørge Parterne selv.
Fornuften fandt manges Beretninger at være i høyeste Grad
