galne og urimelige, nogle, til et Beviis paa at de
var¬
komne op ad
Dydens Stie, beskreve de Udsigter, som laae imod den anden Side af
Bierget; og andre bekræftede, at Veyen var blod og jævn, og at man¬
ge havde vandret den uden at snuble, da de dog neppe vare vaagne,
og andre, naar de vare døsige af Viin.
Paa Panderne af alle disse trykte Fornuften et Forskydelses Mær¬
ke; og efterdi hun kunde ikke drive dem ud, uden Menings Sam¬
tykke, saa overgav hun dem til Tiden, som Mening havde altid la¬
det see stor Ærbødighed for, og som havde almindeligen været en Ven
af Sandhed.
Tiden fik da befaling, at den skulde stræbe at overtale Meening
til at drive dem ud, og at bringe den til at indrette sine Anordninger
efter Sandheds Skiønsomhed. Retfærdighed besluttede iligemaade,
at dersom Mening blev ved at forrette sit Embede med Skiødesløs¬
hed og Egensindighed, efter Prejudices Jndskydelse og at føye sig efter
Vanens Urimeligheder, da skulde den gives over til Bespottelse, (Ri¬
dicule) der er et meget haardhiertet Væsen, som glæder sig over den Nød
og Angest, som den tilføyer andre; ved ham allene kand Mening blive
straffet; hun skælver af Angst ved Smellet af hans Svøbe, og naar
hun har følet den, efter Retfærdigheds Kiendelse, er hun altid blevet
Sandhed lydagtig.
Tiden, sagde min Underviiser fremdeeles, arbeider endnu ideli¬
gen paa at fuldbyrde Fornuftens befaling; men omendskiønt den har
forvoldet, at mange ere blevne udjagede, som have været antagne, saa
har den dog ikkun faaet meget faa antagne, som have været afviiste; og
Meening bliver fremdeles skiødesløs og egensindig; thi saasom hun
har ofte følet Bespottelses Svøbe, naar hun ikke har fortient det,
saa har Frygt for den ikke gjordt anden Virkning i hendes Opførsel,
end at den har bragt hende i saadan en Forvirring, at Fornuftens
Hensigter ere undertiden, imod hendes Villie, gjordte til intet.
93Hvor¬
