Hvorledes,  sagde jeg,  skal da Ær
ophøye disse, som hun
ønsker at belønne? de skal blive ophøyede, svarede min Leedsager, i
Udødeligheds Rige; hvorhen de omsider skal føres ved Tiden, som
vil ikke tillade dem at blive stedse ubelønnede.
Jmedens jeg nøye hørte efter dette Svar, med mine Øyne stadi¬
gen fæstede paa Templet, forsvandt det pludseligen; de sorte Skyer, som
hengte over Lasternes Slette, brøde ud i Torden; Bierget, hvorpaa jeg
stod, begyndte at siunke under mig, og jeg sprang op af en pludselig
Skræk, i det jeg vilde stige ned, hvorover jeg vaagnede.
er ere ikkun faa Mennesker, som jo ere begierlige efter at sætte sig i An¬
seelse iblant dem, som de omgaaes eller leve i Samqvem med.
Der er et Slags Høyhed og Anseelse, som de allerringeste og meest ube¬
tydelige iblant Menneskene søge at forskaffe sig iblant deres Venner el¬
ler Bekiendtere. Denne Ærgierrighed er en naturlig Egenskab i den men¬
neskelige Siæl, og kunde, ligesom alle andre Passioner, hvilke ere os af
den viise Skaber givne til ypperlige Hensigter, mærkeligen tiene til at be¬
fordre et Menneskes Lyksalighed og Fordeel, i stedet for at den nu al¬
mindeligen giver ham Misfornøyelse og Urolighed.
All den Høyhed, som det ene Menneske kand have over det andet,
maae henføres til Lykkens, Legemets eller Sindets Gaver; Lykkens be¬
staae i Byrd, Titeler eller Riigdom, og disse ere allermindst vor Natur
tilhørende, og som vi derfor allermindst kand kalde vore egne. Legemets
ere Helbred, Styrke eller Deylighed; disse ere os nærmere, og meere
en Part af os selv end de forrige. Men Sindets Gaver bestaae i Kund¬
skab eller Dyd; disse ere os meere væsentlige, og meere inderligen foree
nede med os end nogle af de foregaaende.
Lykkens Gaver, endskiønt et Menneske har mindre Aarsag til at giø¬
