ikke sige for vist; men hand troede, at hun havde været meget, meget be¬
vaagen, og saae gierne at hendes Gunst=Beviisninger ikke bleve forglemte,
endskiønt de bleve ikke længer antagne. Eugenio kunde nu ikke styre
sig selv, men vendte sig hastigen mod Ventosus og slog ham med saa¬
dan Hæftighed, at hand faldt ned for hans Fødder; hand stod dog
strax op igien og tog til sin Kaarde, men hans Companion forhindrede
ham at drage den; og da Mængden begyndte at sankes omkring dem
saa skiltes de fra hinanden med indbyrdes Foragt og Forbittrelse.
Om Morgenen derefter overleverede den Officeer, som havde været
i Sælskab med Ventosus Dagen tilforn, et Udfordrings Brev til Eu¬
genio, hvilket hand besvarede med følgende Seddel:
Min Herre,
ders Opførsel i gaar Aftes har overbevist mig at J er en Shyn¬
gel, og eders Brev i morges at J er en Narr. Dersom jeg
tog imod eders Udfodring, da skulde jeg selv blive begge Deele. Jeg
er GUd og mit Fæderneland en Pligt skyldig, hvilken jeg agter det
skammeligt at overtræde; og mig er betroet et Liv, hvilket jeg tænker
kand ikke uden Daarlighed sættes paa Spill imod eders. Jeg troer
J har forspildt min Velfærd, men J kand ikke fornedre mig. J maae
mueligen, medens J haanligen leer over dette Brev, hemmeligen glæ¬
de eder over eders egen Sikkerhed; men kom ihu, at til at forekomme
glubsk Overfald har jeg en Kaarde, og til at straffe Overmood og
Grovhed en Stok.
Med dette Brev vendte den unge Offieeer tilbage til Ventosus, som
læste det med den alleryderste Raserie og Foragt; men Officeeren gjorde
sig dog Umag for at stille ham tilfreds og opmuntre ham; hand fore¬
stillede Eugemo som en Poltron og en Staader, hvilken hand burde ikke
anderledes straffe end ved at skille ham ved den Rang, som hand havde
uretmæssigen sneget sig ind i; og dette, sagde hand, vilde meget lætte¬
ligen lade sig giøre. Ventosus lod sig omsider overtale af hans Vens
Forestillinger; hvorpaa mand strax meget flittigen udspreedte, at Euge¬
b. 2
