Kaarde, en Daase og en Ring i Penge, lod hand sig antage som ge
meen Matroos paa et Skib, som var bestemt til at søge Nord=Vest
Passagen til Jndien.
Da hand lod mig vide dette fortvilede Foretagende, syntes hand
fuldkommen rolig i sit Sind; Min kiære Ven,, sagde hand, jeg
har altid agtet det for min høyeste Ære at adlyde Guds befalinger,
som er mit Væsens fornemste Oprindelse og mit Haabs yderste Maal,
det maatte derover gaae mig hvordan det vil; og jeg fortryder ikke at
jeg har stadigen holdt fast ved denne Grund=Regel, endskiønt det har
kostet mig alt hvad der er dyrebart paa Jorden; jeg har mistet Riig¬
dom, Kierlighed og mit gode Navn; men jeg har bevaret min Ret¬
sindighed, og jeg veed at jeg skal ikke miste min Belønning. Hertil
vilde jeg visseligen legge Amalias Høyagtelse, om ikke hendes Kierlig¬
hed. Hun vil høre tale om mig som en der er fornedret, gjordt Arve¬
løs, en Cuson, en Landløber, en Rømmingsmand; og jeg meener,
jeg har tilstrækkelig Aarsag til at opgive hendes Høyagtelse; Græm¬
melse vil saare hende dybere end Foragt; det er derfor best at hun
skulde foragte mig. Jblant dem, som giøre sig Umag for at vinde
hendes Kierlighed, ere der nogle som fortiene hende; og jeg bør ikke
forhindre en Loksalighed, som jeg selv ikke kand nyde. J morgen skal
jeg gaae om Bord, og eders venlige Omfavnelse er alt det Gode som
jeg venter at nyde af dette Land, naar jeg gaaer bort for at opsøge
Fandre som ere ubeklendte.
Jeg var ikke i Stand til at svare paa denne Tale; og da hand
mærkte at jeg var overvældet af Græmmelse, forlod hand mig, maae
skee, paa det hans Forsæt skulde ikke vakle, og min Skrøbelighed skul¬
de buive smitsom.
Om Morgenen fulgte jeg ham til Skibet; hand talte med mig om
ubetydelige Ting; og da vi skilltes ad, trykte hand min Haand, og
vendte sig pludseligen fri mig uden at tale et Ord. Jeg skyndte mig
ned i Baaden, som skulde føre mig i Land, og vilde ikke igien føle der
Siæle=Angst, som jeg udstod i gaar, for all Verdens Kongeriger.
