ve og prydet med Bygninger. Da jeg saae nøyere til, blev jeg en Mand
vaer i Dalen, som var vel mager og nogen, men hand saae dog for¬
nøyet ud, og hans Vandel var hyrtig; hand holdt sine Øyne fæstede
paa det Land som laae for ham, og lod undertiden ligesom hand vilde
have løbet, men blev holdt tilbage, ligesom den anden blev drevet frem,
ved nogen hemmelig Kraft; undertiden mærkte jeg vel at hand pludseli¬
gen yttrede noget Tegn til Smerte, og undertiden giorde hand korte og
ømme Trin, ligesom hans Fod var blevet beskadiget paa den ujævne
Vey; men hans Ansigt fik strax sin forrige Munterhed igien, og hand
ilede frem ad uden at yttre nogen Misfornøyelse eller Klagemaal.
Jeg vendte mig igien imod Engelen, begierlig efter at udspørge, af
hvilket hemmeligt Udspring Lyksalighed blev frembragt, i en Tilstand,
der var saa uliig den, i hvilken mand maatte have ventet den; men
hand forekom igien min Begiæring og sagde: Almet, kom ihu hvad
du har seet, og lad denne Underretning skrives paa dit Hiertes Tavler.
Kom ihu, Almet, at den Verden, i hvilken du er sat, er kun Veyen
til en anden; og at Lyksalighed beroer ikke paa Veyen, men paa En¬
den; denne din nærværende Leve Tiids Værdie er fastsat ved Haab og
Frygt. Den Ulyksalige, som ønskte at gaae og dvæle i Haugen, som
saae runden om til dens Grændser med Forskrækkelse, hand var uden
Fornøyelse, efterdi hand var uden Haab, og blev ideligen qvælet af
Frygt for at miste det, som hand dog ikke nød eller havde Glæde af;
hand havde saa ofte hørt Fuglenes Sang, at hand ikke meeere hørte
derefter, Blomsterne vare saa tit forekomne ham, at hand ikke meeere
3saae deres Skiønhed; Agen randt forbi ham, uden at hand gav agt
derpaa; og hand var bange for at opløfte sine Øyne og see frem ad,
paa det hand skulde ikke see det øde Land, som omringede Haugen.
Men den som slæbte sig frem igiennem Dalen, var lyksalig, efterdi
hand saae frem ad med Haab. Saaledes er det af liden Betydning
for den som er en Fremmed og Pillegrim paa Jorden, enten den Vey
hand betræder er bestrøet med Blomster eller med Torne, dersom hand
93 selv mærker at hand kommer nærmere og nærmere til disse Egne, imod
hvilke all Forskiæl forsvinder imellem denne Udørks Torne og Roser,
der ere begge lige afmægtige til at give Fornøyelse eller Smerte.
Hvad
