Men all sin Tiid for Speyles at fordrive,
Det røber alt for stor en Egen=Kierlighed.
Herr Autor, sagde hun, lad mig udadlet blive,
Maa skee den samme Feyl hos eder havet Sted;
Thi gierne i et Speyl at see sin Deylighed,
Og gierne læse hvad mand skriver,
Et lige stort Beviis paa Selv=Jndbilding giver.
Admonet, & magna testatur voce per umbras:
Discite justitiam mogiti & non temnere Divos.
Min Herre,
alle de Midler, som have været opfundne til at lætte Livets Elen¬
A¬
digheder, er der intet overgivet til Fortvilelse, undtagen Klage¬
maal; og omendskiønt Klagemaal, uden Haab om Lindring, maae
heller agtes at formeere end formilde Lidelsen, saasom mand derved ef¬
tertænker enhver Omstændighed af sin Kummer, og giør de forbigangne
Lidelsers Erindring meere bitter ved det mand for Tiden plager sig med
de tilkommende; saa er det dog dermed, ligesom med Graad, det er at
give det Luft, som mand har ondt for at holde tilbage; og det trøster
den Ulyksalige, som mistviler om Lindring, med Haab om Medynk.
Af dette Tall er hand, som nu skriver eder til; dog, den Lættelse mand
finder af at beklage sig, og det Haab mand har om at opvække Med¬
ynk, ere ikke de eneste bevægende Aarsager, der have drevet mig til at
meddeele eder en Følge af Hændelser, ved hvilke jeg er blevet forleedt
til en uformærkt Afvigelse fra Lyksalighed, og omsider styrtet i en u-bo¬
delig Elendighed; Jeg ønsker at andre maae undgaae Fordervelse; og
er derfor omhyggelig for at advare andre om den Vey, der leder dem
til den Brink, fra hvilken jeg er faldet.
Jeg er det eneste Barn af en riig Forpagter, hvilken, saasom hand
selv var u-lærd, var desmeere nidkiær for at giøre sin Søn til en lærd
Mand; hand indbildte sig at der i det Grædske og Latinske Sprogs
Kund¬
