som hand selv holdt sig fra; thi jeg havde aldrig hørt ham bande, og
saasom hans Talemaader vare ikke utugtige, saa bildte jeg mig ind at
hans Omgængelse var kydsk; hvori min Vankundighed dog bedrog mig,
og det varede ikke længe, førend jeg havde Aarsag til at forandre min
Meening om hans Carakter.
Der kom en Morgen et Fruentimmer og spurte efter min Herre paa
hans Kammer; hun havde noget i sine Maneerer, som opvakte baade
min Agtsomhed og Nysgierrighed; hendes Klæder vare smukke, men den
Maade, paa hvilken hun havde klædt sig, var meere flanevoren end næt;
hendes Tale og Opførsel var ikke naturlig eller artig, men syntes at være
en sælsom Blanding af et selv=gjordt fornemme Væsen og en fræk Ge¬
meenskab; hun saae sig i Speylet, medens hun talede til mig, og uden
nogen Undseelse satte hendes Hals=Strimmel til rette; hun syntes heller
fornøyet end forvirret over at mand saae stadigen paa hende, og da jeg
havde svaret hende at min Morbroder var gaaet ud, giorde hun nogle
andre ubetydelige Spørsmaal, og derpaa neyede gandske kort, løftede
Siden af hendes Skiørt op med et Sving, som blottede i det mindste
halvdeelen af hendes Been, og sprang hurtigen ned af Trapperne.
Jeg kunde ikke bare mig for at spørge Skriverne, om de kiendte dette
Fruentimmer; og blev meget skamfuld, da de sagde mig som en Hemme¬
lighed, at hun var min Morbroders Boelskab, som hand havde holdt næ¬
sten i to Aar i et Huus nær ved Covent=Garden. J Begyndelsen mis¬
tænkte jeg denne Efterretning; men den blev snart bestyrket ved saa man¬
ge Omstændigheder, at jeg kunde ikke længere tvile om dens Sandhed.
Saasom mine Grund=Regler vare endnu ubesmittede, og min Op¬
tugtelse havde endnu en stor Kraft hos mig, saa ansaae jeg min Morbro¬
ders Tanker som ugudelige og afskyelige; og hans Exempel indjog mig
heller en Skræk, end forførte mig til Efterfølgelse. Jeg fornøyede mig
med det Haab, at jeg skulde befordre hans Omvendelse, og tog alle Ley¬
ligheder i agt at tale om deres Ugudelighed, som leve i aabenbare Ukydsk¬
hed; men for disse Tanker blev jeg altid fixeret, naar hans Sind stod
til at være lystig, og naar Hovedet stod ikke ret paa ham, besvarede hand
dem alleneste med en spodsk og foragtelig Latter, som en der var fornøyet
med sig selv, og forstod det bedre end nogen kunde sige ham.
Fortsættelsen skal følge.)
