til at tale alleene med hende; jeg mærkte at mit Sælskab mishagede
hende ikke, og at hun ikke var uskiønsom imod min Føyelighed.
Endskiønt min Morbroder havde seet Virkningen af hans vantroen¬
de Lærdømme i mine Sæders Fordervelse, saa kunde hand dog ikke
bare sig for at drive Spot med Religionen i hans Datters Nærværelse;
og jeg forsømte nu aldrig at gaae ham til haande deri, saasom jeg be¬
greb, at jeg derved des lættere skulde udføre et Anslag, som jeg havde
fattet, nemlig at bringe hende til at fornøye mine Lyster. Jeg maatte
vel ægtet hende, og maaskee min Morbroder hemmeligen havde i Sinde
at jeg skulde; men jeg kiendte Fruentimmer alt for vel til at tænke, at
Ægteskab vilde indskrænke mine Ønsker til een eneste Person; og jeg
fandt største Leede til en Stand, i hvilken Forandrings Fornøyelse maae
opofres for Huus=Fred, eller Huus=Fred for Forandrings Fornøyelse;
thi hverken bildte jeg mig ind, at jeg kunde længe leve i en u-lovlig Om¬
gængelse med mange Qvindfolk, førend min Kone maatte ved en eller
anden Hændelse erfare det; ey heller troede jeg, at hun vilde være saa
høflig og philosophisk og tillade mig saadan Frihed uden Tilrettesættelser
og Støyen; og derforuden havde jeg ikke Lyst til en Sværm af Børn,
hvis Nødtørft vilde snarligen blive mig til Uleylighed og Uroe, og som
vilde almindeligen agtes berettigede til min Fliid og Sparsommelighed;
da derimod de Børn, som avles med et Boelskab, kand overgives til
Armod og Betlerie, uden at overtræde Loven eller at forsee sig imod
det almindelige Samqvem.
Dette unge Fruentimmer tvertimod, da hun mærkte at min Op¬
førsel imod hende overgik den almindelige Høflighed, saa tvilede hun
ikke om, at min Hensigt var at faae hende til Kone; og jeg kunde kiende,
at hun ofte ventede saadan en Erklæring, og syntes underligt der om, at
jeg endnu ikke havde foreslaaet hende at tale til hendes Fader; men efter¬
di hun, som jeg slutter, bildte sig ind, at jeg alleneste forhalede med
disse Omstændigheder til en ret beqvem Leylighed, saa giorde hun sig in¬
gen Betænkning over at tillade mig all den Frihed, som kunde bestaae
med Ærbarhed; og jeg tilede hver Dag nærmere og nærmere til mit An¬
Slags Fuldbyrdelse, dog saa uformærkt, at jeg hverken opvakte hendes
Frygt, eller bestyrkede hendes Haab.
(Slutningen skal følge.)
