mig til at sætte min Forstand i Liigning imod eders. Jeg kiender min
egen Svaghed; og omendskiønt mange af eders Begreb og Meenin¬
ger syntes meget fælsomme og besynderlige, saa vovede jeg dog aldrig
at disputere imod eder derom. J maae gandske sikkert vide det best;
men mig synes det er en meget underlig Opførsel af en Person i eders
Omstændigheder, at fortørne saa god en Morbroder; først ved at for¬
svare saadanne Lærdomme, som kand vel være gandske rigtige (thi jeg
kand ikke vide det,) men ere dog stridige imod de almindeligen an¬
tagne Meeninger, som vi ere opdragne udi, og derfor kand lætteligen
være anstødelige for en gemeen Forstand; og for det andet, at J hel¬
ler vilde berøve eder selv hans Bistand og Beskyttelse, og kaste eder
ud i den viide Verden, end ægte den Mand, som hand foreslog eder,
allerhelst da jeg ikke finder, at J havde noget betydeligt at indvende
imod ham, ey heller nogen naturlig Afsky for hans Person. Na¬
turlig Afsky, min Hierte! sagde jeg; ere der ikke mange Grader imellem
at elske og ære en Mand frem for alle andre, og at ansee ham med Af¬
sky og Væmmelse? Det første er, i mine Tanker, en Kones Pligt; en
Pligt, som hun frivilligen paalegger sig selv, og forbinder sig til ved den
høytideligste Pagt. Hvad de Besværligheder angaaer, som maae møde
mig i denne min Venne=løse og uforsørgede Tilstand, efterdi de ere Føl¬
ger af en dydig Gierning, da kand de ikke være virkeligen onde, ey hel¬
JJeg er
ler kand de forstyrre den Lyksalighed, som er Dydens Gave.
Jhierteligen glad,, svarede hun, t at J har fundet den Kunst, at giø¬
re eder selv lyksalig ved eders Jndbildings Kraft! Jeg ønsker at denne
eders Enthusiastiske Fornøyelse maae blive varagtig, og at J maae
fremdeles blive ydermeere overbeviist, ved eders egen Forfarenhed, om
Menneskenes Daarlighed, der holde for at det er ondt at være fattig,
o foragtet og forladt.
Den ukierlige Maade, paa hvilken hun gav mig denne Spotte¬
Glose, skaar mig i min inderste Siæl, og jeg vilde just begynde at fore¬
holde hende, at hun ikke begegnede mig som en Ven; men i det samme
kom hendes Kiæreste ind med en anden Herre, hvilken, hvor fuldt mit
Hierte end var, drog min Agtsomhed til sig, saa at jeg derover glemte
i nogen Tiid de Sting, som Amandas Umildhed havde givet mig. Hans
Persons Deylighed og Behagelighed faldt mig i Øynene, og hans artige
