Ansigt; og befalede derfor, at mand skulde negte mig inde, naar hand
kom igien. Min Fornuft berømte, men mit Hierte bebreydede mig,
og græmmede sig hæftigen over Klogskabs strenge befalinger. Jeg
vedste at jeg giorde ret, og jeg ventede, at denne Overbeviisning skul¬
de giøre mig lyksalig; men jeg fandt det gandske anderledes; min Elen¬
dighed var større end jeg havde nogensinde følt eller giordt mig Begreb
om; jeg mærkte at mit Hierte var besnæret i en Passion, som jeg maatte
enten ævigen stride imod, eller og føye, paa Dydens Bekostning. Jeg
betragtede nu Riigdom som en Ting der i Sandhed er værd at ønske
sig, efterdi den vilde sat mig i Sikkerhed for skammelige Anslag, og gi¬
vet mig fornuftigt Haab om at blive Sir George Frecloves Ægte=Hu¬
strue. Jeg var misfornøyet og ulyksalig, men var tillige bestyrt over
at jeg imod Forhaabning befandt mig saa, efterdi jeg havde hidindtil
ikke een eneste lastværdig Gierning at bebreyde mig selv; tvertimod)
alle mine Besværligheder reyste sig af min Agt for Dyden.
Jmidlertid besluttede jeg dog end ydermeere ut prøve Dydens Magt
til at give Lyksalighed, at fare fort i min Lydighed imod dens Love, og
taalmodigen at vente efter de gode Virkninger deraf. Men jeg havde
stærkere Vanskeligheder at gaae igiennem, end jeg hidindtil havde prø¬
vet. Sir George var alt for meget ovet i de Konster at forføre, til at
lade Modet falde ved den første Afviisning; der gik ingen Dag forbi,
at hand jo giorde et nyt Forsøg at see mig, eller og sendte mig et Brev,
med de hæftigste Kierligheds Erklæringer, og inderlige Bønner om min
Forladelse og Gunst. Det var forgæves at jeg befalede, at mand
skulde ikke tage imod fleere Breve fra ham; thi hand havde saa mange
adskillige Paafund til at sende dem, og Udskrifterne vare skrevne med
saa uliige Hænder, at jeg blev u-forvarendes forført til at læse dem
tvert imod mit virkelige Forsæt. Hver gang jeg gik ud, forsømte hand
aldrig at møde mig, og at bruge den sleedskeste Tunge, som nogensin¬
de har besnæret et Fruentimmers Hierte, til at forblinde min Fornuft
og at opvække mine Passioner.
Min Dyd gav dog ikke endnu efter; men mit Sinds Rolighed,
var aldeles forstyrret. Naarsomhelst jeg var hos ham, kaldte jeg all
min Tapperhed til Hielp, og ideligen igientog mine befalinger, at hand
