frelste mig ikke fra den nedrigste Vanære, hvilken den svageste af mit
Kiøn med Ydmyghed og Religion vilde have undflyet.
Jeg erfarede nu en nye Slags Ulyksalighed. Min liderlige For¬
fører søgte forgæves at giøre mig fornøyet med det skammelige Levnet,
som hand havde bragt mig til, ved det hand beladede mig med alle¬
haande kostbare Prydelser, og sparede ingen Penge paa at forskaffe mig
Forlystelster, som jeg ikke kunde finde Smag i, og Pragt, som syntes
at haanligen bebreyde mig min Vanære. Forgæves erindrede jeg mig
igien de Argumenter, som havde overbeviist mig om at det var tilladt
at tage imod tilbudne Fornøyelser, og at følge sin Tilbøyeligheds Be¬
falinger; min Forstands Lyys var formørket, men jeg havde ikke tabt
all Følelse af min Mishandling. Min Høymodighed og Fiinhed, (om
jeg, lastværdig som jeg var, tør kalde det saa) udstode den alleruli¬
deligste Skamfuldhed og Væmmelse, hver gang jeg betænkte min skamme¬
lige Tilstand. Enhvers Øyne syntes at bebreyde mig den, endog min
triumpherende Forførers. O hvilken Elendigheds Afgrund! At være
overbeviist om at jeg fortiente hans Foragt, som jeg elskede, og for hvis
skyld jeg var blevet foragtelig for mig selv.
Saadan var mit Sinds Tilstand i et Aar, som jeg levede i Si¬
Gcorges Huus. Hans hæftige Kierlighed var uforandret i otte Maa¬
neder af denne Tiid, og saasom jeg havde ingen anden Person at ven¬
de min Agtsomhed til, ey heller nogen Ven eller Paarørende at deele
min Kierlighed med, saa var mit naturligen kierlige Hierte gandske hen¬
givet til ham. De første Glimt af hans Ugunst var alt for synlige for
mine agtsomme Øyne. Jeg maatte nu udstaae alle de Piinseler, som
Jalousie kand foraarsage, indtil en grum Vished giorde en Ende paa
dem. Jeg fik omsider at vide, at min troeløse Elsker vilde snarligen gifte
sig med et Fruentimmer af store Midler. Jeg besluttede strax at for¬
lade ham, men kunde ikke giøre det, uden først at udøse mit opfyldte
Hierte i Klagemaal og Bebreydelser. Dette opvakte hans Forbittrelse
og Vrede, saa at hand begegnede mig med saadan en Trodsighed, hvil¬
ken, endskiønt jeg havde fortient den, jeg ikke havde lært at taale. Jeg
gav ham tilbage med en haanlig Foragt, som ikke længere sømmede
mig, alle min Synds Fortienester, og min Skændsels Prydelser, og
