saa stor var Selimas Skiønhed, at jeg saae paa hende med Begierlig¬
hed, og saa vittig hendes Forstand, at jeg hørte hende med Fornøyelse.
Jeg besluttede derfor, at jeg vilde, om det var mueligt, forføre hende
til en frivillig Beskæmmelse, og naar hendes Skiønhed skulde vige for
ny Forandrings Behageligheder, da vilde jeg jage hende bort med U¬
naades Tegn. Men dette Anslag kunde ikke lykkes mig; min Anmod¬
ning blev forkastet, undertiden med Taare og undertiden med Bebrey¬
delse. Jeg blev hver Dag mere ulyksalig, i det jeg søgte at giøre an¬
dre elendige; jeg betragtede mit mislingede Anflag som en Triumph af
en Slave, hvilken jeg ønskte men torde ikke fordriste mig til at ødeleg¬
ge, og jeg ansaae hans Datter som et Jnstrument til min Vanære.
Saaledes blev den ømme Kierlighed svækket der ofte tilforn havde for¬
andret mit Forsæt; min Lyst til Skiønhed blev saa egennyttig og
nedrig en Begierlighed, som min Lyst til Føde; og saasom jeg havde
ikke haab om at faae min Lyst og min Hævn fuldkommeligen fornøye¬
de, saa besluttede jeg at nyde Selima med Vold, som det eneste Mid¬
del til at forlindre min Piine.
Hun opholdt sig, efter min befaling, i et Kammer i Serailet,
og ved Midnat gik jeg ind i hendes Sovekammer af en hemmelig Dør,
hvortil jeg havde en Nøgel; men til min u-udsigelige Græmmelse fandt
jeg det leedigt. At blive saaledes bedraget i mit sidste Foretagende, i
det samme Øyeblik da jeg tænkte at have forvisset mig om at naae mit
Ønske, dette giorde mig afsindig og rasende af Vrede; og i stedet for
at vende tilbage til mit Gemak og at dølge mit Anslag, kaldte jeg paa
hendes Piger. De kom løbende bleege og skælvende; jeg spurte efter
Selima; de stirrede paa mig forbausede og forskrækkede, dernæst saae
paa hinanden uden at tale et Ord. Jeg spurte dem igien med Forbit¬
trelse og Forbandelse, og for at give mine Ord større Eftertryk, raabte
jeg høyt paa Dødens Tienere; de kastede sig da ned for mine Fødder,
og erklærede med een Røst, at de vedste ikke hvor hun var; at de havde
forladt hende, da hun befalede dem at gaae i Seng; at hun sad paa
en Sofa tankefuld og alleene; og at intet Menneske, saa vidt de ved¬
ste, var siden gaaet ind eller ud af hendes Kammer.
Hvok
