Min Ring, som medens alle disse Ting tildroge sig, havde givet
mig idelige Erindringer, hvilke jeg stedse slog hen i Veyret, trykte
nu min Finger saa stærkk, at det giorde mig meget ondt, og saaledes
tvang mig til at agte derpaa. Jeg gik strax hen for mig selv, og over¬
Hvor u¬
gav mig til den Misfornøyelse, som opfyldte mit Hierte.
lyksalig en Slave er Amurath af en usyynlig Tyran! Et Væsen, hvis
Ondskab eller Misundelse har holdt mig tilbage i at øve min Myn¬
dighed, som en Printz, og hvis Underfundighed har optænkt et Mid¬
del til ideligen at trodse og plage mig, ved at give mig tilkiende, at
enhver Gierning, som jeg foretager, er en Misgierning? hvor længe
skal jeg sukke under denne utaalelige Undertrykkelse! denne førbandede
Ring er et Beviis paa, og et Instrument til min Underkastelse og Van¬
ære; Hand, som gav mig den, er nu, maae skee, i en eller anden langt
fraværende Egn i Luften; maae skee hand dreyer en eller anden Pla¬
net i sin Kreds, oprører det sydlige Hav med en Storm, eller ryster
et langt fraliggende Land med et Jordskælv; men hvorsomhelst hand
og er, saa har hand sikkerligen nogen vigtigere Forretning end at passe
paa min Opførsel. Maae skee hand har opfundet denne Talisman,
denne forunderlige og fortrædelige Ring alleneste for at hindre mig
fra at nyde noget got, som hand ikke vil unde mig. Jeg føler at
mine Begiærligheder blive lastede, og at fyldestgiøre disse Begiær¬
ligheder er at være lyksalig. Da jeg talte disse Ord, tog jeg Rin¬
gen af, og kastede den paa Jorden med Foragt og Vrede; i det sam¬
me Øyeblik blev Luften mørk, en Sky brød ud i Torden over mit Ho¬
ved, og Syndaracs Øyne vare fæstede paa mig. Jeg stod for ham u¬
bevægelig og stum; Forskrækkelse trængte sig igiennem mine Aarer og
Haaret stod paa mit Hoved. Jeg havde hverken Magt til at afbede
hans Vrede, eller at bekiende mine Forseelser. J hans Ansigt var der
en roelig Strenghed; og jeg hørte ham fremføre disse Ord: "Du
har nu, saavidt som det staaer i din egen Magt, bortkastet
all Menneskelighed og fornedret dit Væsen; din Gestalt skal
derfor ikke længer skiule din Natur, eller dit Exempel giøre
dine Laster smitsomme. Hand rørte mig derpaa med sin Qvist,
og medens Lyden af hans Røst endnu opfyldte mine Øren, befandt
jeg mig midt i en Udørk, ikke i Gestalt af et Menneske, men af et Udyyr,
