for til liig en Ulv, og bag til liig en Buk. Jeg erindrede mig endnu
alle mit Livs Hændelser, og havde endnu min Forstands Kræfter, om¬
endskiønt mine Passioner vare ophidsede til Raserie. Nu veltede jeg
mig i Sandet i en ubeskrivelig Døds Angest; nu løb jeg hastigen igien¬
nem Ørken, drevet alleneste af en forfængelig Begiærlighed at flye fra
mig selv. Nu brølede jeg af Arrighed og Forbittrelse, nu hylede jeg af
Fortvilelse; i et Øyeblik udfnysede jeg Forbandelser imod Engelen, og
i det næste Øyeblik bebreydede jeg mig selv, fordi jeg havde forspildt
hans Venskab.
Ved denne hæftige Bevægelse baade i Sind og Legeme, bleve
begges Kræfter snart udtømmede; jeg krøb ind i en Hule, som jeg saae
nær ved mig, og faldt strax hen i en følesløs Stand. Jeg sov; men
Søvnen, i stedet for at forlænge, giorde en Ende paa denne Roligheds
Mellem Tiid. Engelen forfærdede mig endnu med hans Nærværelse;
jeg hørte ham igientage hans Dom, og følte igien alle min Forvand¬
lings Forskrækkelser. Da jeg opvognede, var jeg ikke vederqvæget. End¬
skiønt Elendighed kand drives til at tage imod Søvn, saa kand den
dog udelukke Hviile. Men jeg blev nu oppakt ved Hunger; thi Hun¬
ger, saavelsom Søvn, er u-modstaaelig.
Jeg gik ud for at søge efter Rov; og dersom jeg følte nogen Læt¬
telse i min Elendighed, foruden det Haab at fyldestgiøre min Begiærlig¬
hed, da bestod den i den Tanke, at jeg kunde sønderslide hvadsomheldst
der kom mig i møde; og tilføye andre en deel af det onde, som jeg selv
leed; thi omendskiønt jeg græmmede mig over min Straf, saa fortrød
jeg dog ikke mine Misgierninger; og saasom jeg bildte mig ind, at Syn¬
darac vilde nu hverken formilde eller forøge mine Lidelser, saa blev jeg
ikke holdt tilbage, enten ved Haab eller Frygt, fra at fornøye min Til¬
bøyelighed til Grumhed og Hævn. Men imedens jeg saaledes pønsede
paa andres Ødeleggelse, skælpede jeg af Frygt for at blive selv ødelagt
af noget stærkere vildt Dyyr.
Midt i disse adskillige piinagtige Lidelser, hørte jeg en Giøen af
Hunde, Trampen af Heste, og Huyen af Jægere, og saa stor er Kierlighed
til Livet, hvor elendigt det og er, at mit Hierte blev gandske forfærdet
Rrr.2
