jeg følte virkeligen en Grad af den Kierlighed, som jeg havde tvunget
mig til at udviise. Det hendte sig at en Tiger, som var nyligen fanget,
brød en Dag ind i mit Rum, da min Vogter stod og gav mig at æde;
den løb til ham og skulde strax revet ham ihiel, dersom jeg ikke havde
sprunget til, grebet det vilde Dyyr i Struben, og kastet det paa Jorden;
Slaven myrdte det strax med sin Dolk, og vendte sig derpaa om for at
klappe mig som havde frelst ham; men hand sprang pludseligen tilbage,
og stod ubevægelig og bestyrt, da hand saae, at jeg ikke længer var et
Udyyr men en Hund.
Jeg fornam selv til denne Forandring, som igien var skeedt hos mig;
jeg løb ud af mit Rum, og saaledes undvigede af mit Fængse! Den¬
ne Forvandling betragtede jeg som en Belønning for min Troskab, og
var maae skee aldrig meere lyksalig end i de første Øyeblik, efter at jeg
var undviget; thi jeg betænkte, at som en Hund havde jeg alleneste ikke faaet
min Frihed igien, men var og forvisset om at beholde den; jeg var ikke
længer mistænkt for saadanne Egenskaber, som giorde mig uskikket til at
leve i Samqvem med Menneskene; jeg havde nogen ringe Liighed af
menneskelig Dyd, som ikke findes i andre Dyyr, og haabede derfor at
blive meere almindeligen afholdt. Men det varede ikke længe, førend
denne Glæde faldt, da jeg erindrede den Værdighed fra hvilken jeg var
faldet, og som jeg var endnu u endeligen langt fra. Dog opløftede jeg
mit Hierte i Taknemmelighed til den Magt, der havde engang endnu
bragt mig inden Naturens Cirkel. Som et ufornuftigt Creatur var jeg
meere taknemmelig for en Formildelse af min Straf, end jeg som Konge
havde været for den høyeste Lyksaligheds og Æres Tilbud. Og hvem
kand sætte tilbørlig Priis paa Himmelens Gaver, med mindre hand
har lært det ved Modgang?
Saa snart denne mit Sinds første Forvirring var forbi, følte jeg
en u-imodstaaelig Lyst til at see engang endnu Gemakkerne i mit Serail.
Jeg gik hen bag en Emir, som jeg vedste at have været en Ven af Ali¬
beg, og fik Tilladelse at følge ham ind til denne. Personerne og Ste¬
det, den Erindring af mit forrige Levnet, som de opvakte, og den Lig¬
Nyr;
ning
