Siæl; hvor der ikke alleeneste føres Vidner over vore Gierninger, Ord
og Tanker, hvilket er Hukommelsens Forretning, men der dømmes og
om disse Gierningers Beskaffenhed, om de ere gode eller onde, hvil¬
ket er en Virkning af vor Forstand og Skiønsomhed; hvorpaa da føl¬
ger en Fornøyelse, eller Skamfuldhed og Smerte, ligesom vi enten af
os selv frikiendes eller fordømmes.
Enhver som skiønner paa hvilken herlig Skat en god Samvittig¬
hed er, vil tillige begribe, hvor fornødent det er, at denne indvortes
Dommer maae være vel underrettet om Dyders og Lasters Natur og
Egenskaber, om Grændserne imellem got og ondt; og kort sagt, om
alt hvad der benhører til et Menneskes Vandel og Pligter imod GUd,
sig selv, og hans Næste, ja end og imod Creaturene. Hvilken Kund¬
skab er ligesaa u-mistelig, som det er hos en Dommer at kiende de Love
og Forordninger, hvorefter hand skal dømme.
Uvidenhed kand vel i nogle Tilfælde undskylde en Forseelse, men
det maae være, hvor mand ikke har haft Leylighed til at blive underret¬
tet. End og i denne Post domme vi os selv, om denne Vankundig¬
heds Undskylding er gyldig eller ikke.
Dersom Hedningene, der alleneste have den Lov at dømme sig
selv efter, der er skrevet i deres Hierter, ikke have nogen Undskylding
nemlig af Uvidenhed; hvor meget mindre de, for hvilke alt Guds Raad,
hans Lov og Vidnesbyrd ere aabenbarede?
De fleeste Mennesker sætte Dydernes og Lasternes Grændser efter
deres egne Lyster og Begiærligheder; den samme Gierning, som de for¬
dømme og forfølge med Hevn og Straf hos andre, begaae de selv
dristigen; det er Dommeren partiisk, og lader sig forføre af Egen¬
Kierlighed.
Det
