me den vindskibelige Eenfoldigheds fredsommelige Marke, og derefter for¬
lade dem øde til Eyermændenes Enker og Faderløse Børn, blive de da
ikke ligesom henrykte og rasende i at berømme ham, og hielpe til at giøre
det Menneske til en Gud, der kunde indtage Lande og overvinde Krigs¬
hære alleeneste for at vinde Ære, og give de Kongeriger tilbage, som
hand havde vundet?
Til dette Spørsmaal er jeg vis paa at de fleeste Mennesker maae
svare Ja; og imidlertid kand dog intet være meere urimeligt end deres
uliige Meeninger om denne Helt og den fornævnte Røver.
Bagshot og Alexander havde i Almindelighed de samme bevægen¬
de Aarsager og den samme Hensigt i deres Opførsel; de søgte begge at
fornøye deres egen særdeles Begiærlighed paa andres Bekostning; og
enhver Omstændighed, i hvilken de ere ulige, er storligen til Bagshots
Fordeel.
Da Bagshot havde tabt sin sidste Skilling, havde hand tillige
tabt Ævne til at foldestgiøre enhver Begierlighed, enten lastværdig eller
uskyldig; og Hensigten af hans Foretagende var at faae denne Ævne
igien.
Aexander, da hand drog ud for at bemægtige sig den gandske
Verden, eyede alt det som Bagshot haabede at forhverve, og end mee¬
re; alle hans Begierligheder og Lyster vare fornøyede, saavidt som det
var mueligt at fornøye dem; og saasom Fristelsens Magt altid holdes
for at formindske en Misgierning, saa er det aabenbart, at Alexanders
Misgierning var større, efterdi det kand ikke paastaaes, at hans Fri¬
stelse var lige saa stor som den andens.
Men
uuu;
