stig og forvoven. Lærdom varlig og betænkom. Vittighed agte¬
de intet for lastværdigt, uden Dorskhed. Lærdom var alleeneste ban¬
ge for at beskyldes for Vildfarelse. Vittighed svarede førend hand
forstod, af Frygt for at mand skulde tvile om hans hastige Begreb.
Lærdom betænkte sig, hvor der var ingen Vanskelighed, af Frygt for
at der skulde ligge nogen hemmelig List skiult, som den kunde oversee.
Vittighed forvirrede alle Disputer med sin Hastighed og Uorden.
Lærdom qvælte Tilhørerne med ueendelige Distinctioner, og forlæn¬
gede Trætten, uden Fordeel, ved at beviise det som aldrig
var negtet.
Vittighed, i Haab om at skinne, vovede ofte at
fremføre hvad hand ikke havde overveyet, og det lykkedes ham ofte bedre
end hand selv havde ventet, ved det hand opholdt sig ved en lykkelig
Tanke og Jndfald. Lærdom vilde forkaste alle nye Begreb, af Frogt
for at blive besnæret i Følger, som den kunde ikke foresee, og blev ofte,
ved sin Varlighed, hindret i at benytte sig af sin Fordeel, og at un¬
dertvinge sin Modstander.
De havde begge forudfattede Meeninger, som i visse Maader hin¬
drede deres Fremgang til Fuldkommenhed, og hvorved de ofte stode
blotte for deres Modstanders Anfald. Nyehed var Vittigheds Kiæ¬
ledegge, og Alderdommen var Lærdoms. Alt hvad der var nyt, skin¬
nede Vittighed i Øynene, og Lærdom havde Ærbødighed for alt
hvad der var gammelt. Jmidlertid slog det sielden feyl, at Vittighed
jo forlystede dem, som hand kunde ikke overbeviise. Lærdom under¬
støttede altid sin Mening med saa mange andre Sandheder, at naar
Sagen end blev dømt hende imød, bleve dog hendes Argumenter er¬
indrede med Roos og Høyagtelse.
Jntet var meere sædvanligt, paa begge Sider, end at forlade de¬
res egne rette Caracterer, og at haabe en fuldkommen Seyer ved at
bruge de Vaaben, som havde været brugte imod dem. Vittighed
vilde undertiden udarbeyde en Syllogismus, og Lærdom fordrøye sine
Lineamenter ved en latterlig Skiemt; men de kom altid til kort ved dette
