ostqvam se lumine puro
lmplevit, stellasa; vagas miratur & astra
Fixa Polis, vidit qvanta sub nocte jaceret
Nostra dies, risita; sui ludibria
e sædvanlige Betragtninger, som af ziirlige og veltalende Skriben¬
tere ere udarbeydede imod Menneskenes Hovmod, ere tagne af
Menneskets ringe Oprindelse, af hans Naturs Ufuldkommenheder,
eller af disse Tings korte Varagtighed, i hvilke hand søger sin Ære. Om¬
endskiønt det er sandt, at vi ikke kand have noget udi os, som bør op¬
vække vor Forfængelighed og Hovmod, saa kand det dog undertiden være
riiseligt, at vi selv kiende vore Fortienester og Værd. Daarligheden
agger derfor herudi: Vi ere tilbøyelige til at bryste os af ubetydelige,
og maae skee skammelige Ting; og paa den anden Side agte det for
haanligt, hvor i vor sande Ære bestaaer.
Deraf kommer det, at de som jage efter Ære og Berømmelse,
bruge vrange Midler til at naae den. Vilde et forfængeligt og ærgier¬
rigt Menneske raadføre sig med sit eget Hierte, da skulde hand finde,
at dersom andre kiendte hans Skrøbeligheder saa vel som hand selv kien¬
der dem, da kunde hand ikke være saa ublue og vente en almindelig
Høvagtelse. Hovmod har derfor sit Udspring af Mangel paa Efter¬
kanke, og at vi ikke kiende os selv; Kundskab og Ydmyghed følges med
hinanden.
Den rette Maade til at sætte en tilbørlig Priis paa os selv, er at
betænke alvorligen, hvad det er som vi agte eller foragte hos andre.
Et Menneske, som giør sig til af Lykkens Gaver, af smukke Klæder, eller
af en ny Titel, bliver almindeligen beleet; Vi burde derfor ikke agte det
Høyt hos os selv, hvad vi ere saa færdige til at belee hos andre.
Meget
