uden at give agt paa hvor jeg gik, eller at see efter noget som jeg
kom forbi, indtil Solen, der nu nærmede sig Middags Linien,
ved sin overmaade Heede tvang mig til at give Agt derpaa. Den
Mødighed, som jeg uformærkt havde tildraget mig ved den lange
Gang, blev i et Øyeblilk utaalelig, og da jeg saae mig omkring efter
et Sted at skiule mig under, blev jeg pludseligen vaer, at jeg var ikke
langt fra den Skov, i hvilken Eremiten Rhedi undersøger Naturens
Hemmeligheder og giver GUD Ære. Mit Haab om at forbedre mine
Betragtninger ved hans Viisdom, gav mig ny Kraft; jeg naaede snart
Skoven, jeg blev vederqvæget ved Skyggen, og jeg gik frem indtil jeg
kom til hans Hytte. Jeg gik derind, men Rhedi var ude. Jmidler¬
tiid havde jeg dog ikke længe ventet, førend jeg blev ham vaer imellem
Træerne noget langt borte; hand kom nærmere hen imod mig med en
anden Person, hvis Anseelse var, om det er mueligt, endnu meere ær¬
værdig, men som jeg aldrig havde seet tilforn.
Da de kom mig nær, stod jeg op, lagde min Haand paa mine
Læber og bukkede mig med Ærbødighed for dem. Rhedi hilsede mig
ved Navn og fremstillede mig for hans Staldbroder, for hvilken jeg
igien bøyede mig ned til Jorden. Efter at hand havde seet stadigen i
mit Ansigt, lagde hand sin Haand paa mit Hoved og velsignede mig,
sigende: Heli, de som begiære Kundskab, paa det de maae lære Dyd,
skal ikke søge den forgiæves; sæt dig ned, jeg vil fortælle dig Hæn¬
delser, som du endnu kun veed endeel af, og aabenbare dig saadanne
Hemmeligheder af GUds Forsyyn, af hvilke du kand drage Under¬
viisning. Vi satte os ned, og jeg hørte efter hans Tale, som efter
en Engels Raad eller efter Paradises Musik.
Amana, en Datter af Sanbad en Hyrde, drog Vand af Adails
Brønde, da en Caravan, som var kommet igiennem Ørken, nærmede
sig, og den som drev Kamelerne stod af for at vande dem; de som kom
først til Brøndene, tilhørte en Kiøbmand ved Navn Nouraddin, som
havde bragt fiint Linned og andre meget kostbare Sager fra Egypten.
