gemaal over saa mange bedrøvede Hændelser, som møde de Viise og
Gode; og over den forunderlige Lyksalighed, som ofte er de Lastefuldes
og Daarliges Belønning; at Fornuften undertiden saa forvirres, at
den ikke veed, hvad den skal dømme om saa ubegribelig en Uddeeling.
Plato udviser sin Afskye for nogle af Poeternes Fabler, som sy¬
nes at beskylde Guderne for Uretfærdighed; og sætter det frem som en
Grund=Regel, at alt hvad der tillades at ramme en retfærdig Mand,
enten Fattigdom, Sygdom, eller noget af disse Ting, som synes at være
onde, skal enten i Livet eller Døden tiene ham til gode. Min Læser vil
mærke, hvor vel dette kommer overeens med det som er os aabenbaret
i den hellige Skrift. Seneca har skrevet en Afhandling om denne sam¬
me Materie, i hvilken hand umager sig for at beviise, at Modgang er
i sig selv ikke noget ondt; og anfører et herligt Sprog af Demetrius,
at intet vilde være meere ulyksaligt end et Menneske, som al¬
drig havde vedst af Modgang. Hand ligner Medgang med en kæ¬
len Moders alt for store Kierlighed til sit Barn, der ofte bliver dets
Fordervelse. Ved denne Leylighed siger hand, at der er ikke et Synn
paa Jorden, som er meere værdig at betragtes af en Skaber, der har
Jndseende med hans Gierninger, end en brav Mand, der overvinder,
og ikke siunker under sine Lidelser; og legger dette til, at det maae væ¬
re en Fornøyelse for Jupiter at skue ned fra Himmelen, og see at
Cato, midt i hans Fædernelands Ødeleggelse, beholder sin Retsin¬
dighed.
Denne Tanke vilde endnu synes meere fornuftig, dersom vi be¬
tragte det menneskelige Liv som en Prøve=Stand, og Modgan¬
som en Ære=Post deri, der ofte gives til de beste og udvaldeste
Aander.
Men det som jeg fornemmeligst vilde have anmærket, er dette
A nu paa nærværende Tiid er ikke i Stand til at dømme om Guds
For¬
