Ansigt, og befængte den gandske Forsamling med sin Misfornøyelse.
Hand saae at de vare nedslagne og blev fortørnet derover; thi hand
fandt at hans Sinds Uroe blev forøget ved dem, som hand ventede at
skulle fordrive og lætte den. Hand gik igien ind i sit Kammer, og søgte
efter Trøst i sit eget Sind, en Tanke fløød ind paa den anden, en lang
Følge af Billeder bemægtigede sig hans Agtsomhed; Øyeblikkene krøbe
uformærkt bort ved den mørke Taage, som opfyldte hans tankefulde
Sind; indtil hand omsider kom til sig selv igien, opløftede sit Hoved,
og saae at Søen var forgyldt af den nedgaaende Soels Straaler.
Saadan, sagde Seged sukkende, er det menneskelige Væsens længste
Dag; førend vi have lært at bruge den, befinde vi at den har Ende.
Den Fortrydelse hand fandt derover, at hand havde tabt saa stor
en deel af hans første Dag, betog ham all Lyst til at benytte sig af
Aftenen; og efter at hand, for hans Tieneres skyld, havde stræbt at tvin¬
ge sig til et lystigt Væsen, og at opvække den Lystighed, som hand kunde
selv ikke tage deel i, saa besluttede hand at opsætte sit Haab indtil næste
Morgen, og at legge sig paa sin Seng, for at tage deel, med Arbeydes
og Fattigdoms Slaver, i Søvnens Velsignelse.
Hand stod tilgen op den anden Morgen, og besuttede nu at være
lyksalig. Hand lod derfor opslaae en befaling paa Slots=Porten, af
det Jndhold, at hvosomhelst i ni Dage lod sig see i Kongens Nærvæ¬
relse med et nedslaget Ansigt, eller udviiste noget Tegn til Misfornøyelse
eller Sorrig, skulde ævigen uddrives af Dambia=Slot.
Denne befaling blev strax gjordt bekiendt i alle Kammerne paa
Slottet, og i alle Gangene i Haugen. Lystighed blev skrækket bort, og
de som tilforn gik og dantsede paa Slettene, eller sang i Skyggerne,
bleve paa engang opfyldte med Bekymring for at indrette deres Miiner
og Øyekast saaledes, at Seged maatte finde sin befaling nøyagtig efter¬
vet, og ikke see nogen, som kunde fortiene den truede Forviisning.
Seged
