fremlagte, og enhver Tunge umagede sig for at berømme Keyserens
Naade og Gavmildhed. Men da Seged kom ind, i Haab om en u¬
gemeen Forlystelse, ved den almindelige Fliid, som enhver anvendte paa
at overgaae de andre, befandt hand, at enhver Sinds Bevægelse, som
er alt for hæftig, giør en Ende paa den Rolighed i Gemyttet, som er
fornøden til Skiemt og Lystighed, og at det Sind, som skal bevæges
ved Glædskabs angenemme Forfriskninger, maae først bringes til en
fuldkommen Stillhed. Hvad vi inderligen ønske at vinde, maae vi i
lige Grad være bange for at tabe, og Frygt og Fornøyelse kand ikke boe
tilhobe.
Alting var i Omhyggelighed og Bekymring. Jntet blev gjordt
eller talt, uden med saa kiendelig en Stræben efter Fuldkommenhed,
som altid forgæves tragtede efter at fornøye, endskiønt den undertiden
fik en tvungen Berømmelse; og Seged kunde ikke andet end mærke med
Sorrig, at hans Belønninger formaaede meere end hand selv. Da
Aftenen kom, blev Striden meere alvorlig, og de som vare tvungne ti
at bekiende, at andre havde overgaaet dem, begyndte at yttre en mis¬
undelig Ondskab over deres Forliis, først ved vredagtige Øyekast, og
omsider ved foragtelig Knurren. Seged havde iligemaade sin deel i den¬
ne Dags Kummer; thi siden hand agtede sig forbundet til at uddeele,
med en nøyagtig Retfærdighed, de Belønninger, som bleve søgte med
saa stor Nidkiærhed, saa torde hand aldrig vende sin Agtsomhed til an¬
det, end at overveye alle de Medsøgendes adskillige Fortienester, og at
tildømme enhver den ham tilkommende Belønning.
Omsider betænkte hand, at hvor retfærdigen hand end dømte, saa
kunde hand dog ikke fornøye dem, der bekom mindre end de havde haa¬
bet og agtet sig berettigede til; og da hand tillige forestillede sig, hvor
gruesomt det vilde være, paa en Dag der var bestemt til Fornøyelse og
Lyksalighed, at undertrykke noget Hierte med Sorrig; saa erklærede
hand, at alle havde behaget ham ham lige vel, og derfor lod dem gaae
bort med Foræringer af lige Værd.
(Slutningen skal følge.)
