med andre, at tilegne os, ved vor egen Myndighed, et Fortrin, som
ingen vil tilstaae os, det maae altid blive anstødeligt og opvække
Had og Misundelse, men at agte vore Kræfter høyt i Ligning med Ting,
og at bilde os ind, at vi ere dygtige nok til at foretage store Forretnin¬
ger, naar vi tillige lade andre have de samme Dygtigheder, det kand
ikke med lige Ret fortiene at dadles.
Det maae tilstaaes at Egen=Kierlighed kand bevæge os til at
dømme for hastigen og for gunstigen om os selv, men hvem lider Ska¬
de ved den Forseelse? dersom vi ved denne forfængelige Meening opmun¬
tres til at foretage meere end vi kand fuldføre, da er jo Arbeydet vo¬
res, og vi selv have Skam deraf.
Men den der tør tænke vel om sig selv, vil ikke altid befindes at
have taget feyl; og de gode Virkninger af hans Tilliid til sig selv, vil
da sees i store Forsøg og Bedrifter; dersom hand skulde ikke fuldkom¬
meligen udføre hans Anslag, saa vil hand i det mindste bringe det saa
vidt, at hand eft erlader den, der kommer efter ham, et lættere Arbey
de; og dersom det end gandske skulde slage ham feyl, saa vil hand dog
have Ære deraf.
Men at fare vild paa den anden Side, at være dorsk og forsagt,
kand ikke bringe nogen Fordeel; det er Siælens Frost, som forknytter
alle dens Kræfter, og som en Jis holder Livet i en bestandig Ufrugt
barhed. Den der har ikke Haab om lykkeligt Udfald, vil ikke giøre nø¬
get Forsøg; og hvor der intet Forsøg giøres, der kand intet blive ud¬
rettet.
Et hvert Menneske skulde derfor stræbe efter at vedligeholde hos sig
selv en gunstig Tanke om den menneskelige Siæls Kræfter; hvilke ere,
maae skee, i et hvert Menneske større end de synes, og maatte, ved en
flittig Dyrkelse, ophøyes til en større Grad end deres Eyermand tør troe.
Der er neppe noget Menneske, som jo har fundet sig dygtig til at giøre,
naar
