alt dette viiser klarligen, at Andagt og Guds=dyrkelse maae være en
Virkning af nogen befaling eller Lærdom af en, som har været det men¬
neskelige Kiøns Stamme=Fader, eller at den er overeensstemmende med
Fornuftens naturlige Lyys, eller at den kommer af en indvortes Drift,
der er indplantet i Siælen selv. Jeg for min Part betragter alle disse
som forenede Aarsager, men hvilkensomhelst af dem mand vil betragte
som Grunden til Guds=dyrkelse, saa viiser den os klarligen hen til et
Høyest Væsen, som første Oprindelse dertil.
Jeg vil her viise, hvilke Tanker de meest fornuftige Hedninge hav¬
de om denne Sag, saaledes som de ere os forestillede i Platos Sam¬
tale angaaende Bønnen, kaldet Alcibiades den Anden.
Personerne, som holde denne Samtale, ere Socrates og Alcibia¬
des; og Jndholdet er korteligen som følger:
Da Socrates mødte sin Myndling eller Discipel Alcibiades, da
hand vilde gaae hen at giøre sin Bøn, og saae at hans Øyne vare med
stor Alvorlighed og Agtsomhed fæstede paa Jorden, sagde hand til ham,
at hand havde Aarsag til at være tankefuld ved denne Leylighed, efterdi
det var mueligt, at et Menneske kunde bringe Ulykker ned over sig selv
ved sine egne Bønner, og at disse Ting, hvilke Guderne sende ham til
Svar paa hans Begiæring, maatte blive til hans Fordervelse; dette,
siger hand, kand ikke alleeneste hænde sig, naar et Menneske beder om det
som hand veed er skadeligt i sin egen Natur, som Oedipus anraabte Gu¬
derne, at de vilde saae Misforstaaelse og Spliid imellem hans Sønner;
men og naar hand beder om det som hand troer vilde være til hans
Beste, og afbeder det som hand troer vilde være til hans Skade. So
crates viser at dette maae endeligen tildrage sig iblant os, efterdi de
fleeste Mennesker ere forblindede af Vankundighed, forudfattede Mee¬
ninger eller Passioner, hvilke hindre dem fra at see saadanne Ting, som
ere virkeligen gavnlige for dem. Hand spørger derpaa Alcibiades, om
hand ikke vilde blive aldeles fornøyet og glad, dersom den Gud, til
hvilken hand nu gik hen at bede, skulde love at giøre ham til Enevolds
Herre over den gandske Jord? Alcibiades svarede, at hand skulde ufeyl¬
