barligen ansee saadant et Løfte som den største Naade der kunde bevii¬
ses ham. Socrates spørger ham derpaa, om hand, efter at hand havde
annammet denne store Naade, vilde være tilfreds med at miste sit Liv,
eller om hand vilde tage derimod, omendskiønt hand var forsikkret om
at hand skulde bruge den ilde? Til begge disse Spørsmaal svarede Al¬
cibiades Ney. Hvorpaa Socrates viser ham af andres Exempler, hvor¬
ledes disse maatte meget formodentligen blive Virkningerne af saadan en
Velsignelse. Hand legger da dette til, at andre Ting, som holdes for
en Lykke, saasom at have en Søn, eller at forhverve sig det høyeste
Trin i Regieringen, ere underkastede ligesaadanne ulykkelige Følger;
imidlertiid, siger hand, har Menneskene dog den største Attraa derefter,
og vilke ikke forsømme at bede derom, dersom de tænkte at deres Bøn¬
ner maatte være kraftige nok til at nyde dem.
Efter at hand havde beviist denne store Post, at alle de meest an¬
seelige Velsignelser i dette Liv ere underkastede saadanne forskrækkelige
Følger, og at intet Menneske veed hvad der i Udfaldet vil blive ham til
en Velsignelse eller Forbandelse, saa lærer hand Alcibiades paa hvad
Maade hand bør bede.
For det første, anbefaler hand ham, som et Mynster for hans An¬
dagt, en kort Bøn, som en Grædsk Poet forfattede til sine Venners
Brug, i følgende Ord: O Jupiter, giv os disse Ting, som ere
os gavnlige, enten vi bede derom eller ikke, og tag bort fra
os disse Ting, som ere os skadelige, omendskiønt vi bede derom.
For det andet: paa det hans Discipel maae bede om saadanne
Ting, som ere ham gavnlige, viiser hand ham, at det er høystfornødent,
at hand legger sig efter den sande Viisdom, og at kiende hvilket der er
hans ypperste Gode, og skikker sig best for hans Naturs Ypperlighed.
For det tredie og sidste lærer hand ham, at den beste Maade hand
kunde bruge til at drage Velsignelser ned til sig oven fra, og at giøre sine
