Den Vandrende udøste bittre Klager,
At Jupiter med Fliid os Mennesker saa plager,
Den suure Reyse dog fortsætter mødigen;
Saa tit en Storm=Vind hannem møder
Og pludseligen ham at staae og puste nøder,
Saa ofte knurrer hand og laster Himmelen.
En Skov hand for sig seer; der ønsker hand at være,
At ham det grumme Veyr skal ikke saa besvære:
Hand iiler did, men før hand Skoven naaer,
En Røver hand i sigte faaer;
Hand skælver og af Frygt i Regnen stille staaer.
Nu tager Røveren sin Piil og Bue fat
(Men Strengen blevet var af Regnen slap og mat,)
Hand sigter vist, og ham den visse Død bereeder,
Men Vind og Regn er ham imod;
Saa at den skarpe Piil, som til hans Hierte meeder,
Kun falder kraftesløs for Vandringsmandens Foed.
Du Daare ! sagde da med Brede Jupiter,
Kand denne Piil, som dig nu været har saa nær,
Dig ikke tydeligen lære.
At over Veyret du ey burde dig besvære?
Jeg tvert imod din Bøn, for dig jo Omsorg bar;
Om jeg dig Soelskin havde givet,
Da skulde denne Piil dig vist berøvet Livet,
Som Storm og Regn nu reddet har.
Dette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. priv.
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 3de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2 s.
