Hun først sin spæde Huud med Sneens Hviidhed pryder,
Som end en større Ziir af Morgenrøden nyder;
Derefter stiaal hun og den søde Liflighed,
Som Blomster=Knoppene om Vaaren prange med.
Paa Gratierne hun sin Kunst derefter prøver,
Og dennem deres Smiil og Yndighed berøver;
Fra Firmamentet hun to Stierner stiæle maae,
Som mand klar tindrende i hendes Øyne saae.
Dernæst til Indien hun efter Rov sig vender,
De beste Perler hun sig leeder ud til Tænder;
Det røde Kirsebær med Morgen=Dug besprængt
Har hendes Læbers Par en Balsam=Vædske skiænkt.
Haa stiaal den lille Tyv i hendes første Dage;
Men der ved blev det ey: her meere var tilbage;
Den stiaale Forraad end en større Tilvext faaer,
Saa snart hun kommet er til hendes tolvte Aar.
Fra Cyperns Dronning hun det milde Væsen tager,
Som alles Kierlighed og Hierter til sig drager;
Fra Juno Majestæt, fra Pallas fiin Forstand,
Og Vittighed, som Sind og Siæl indtage kand.
af hendes Sang mand kunde strax fornemme,
Hun sang!
At fra Syrenerne det var en stiaalen Stemme;
Thi hver, som hørte den, i Under henrykt stod,
Hver Fugl sig skammede, naar hun sig høre lod.
Naas
