forbyde dem begge at forvalte deres egne Sager. En anden Regel, som
reyser sig af den forrige, og er virkeligen indbefattet deri, er dog fornø¬
den at blive i besynderlighed indprentet dem, der ere hidsige, forvovne,
ubesindige, og lade sig regiere af fornøyelige Indbildinger: Lad ingen
giøre sig Regning paa eller i forveyen fortære uvisse Jndkom¬
ster og Gevinster. Lad ingen fordriste sig til at fordøye hvad hand
haaber at nyde, eller at forlade sig paa sin egen Dygtighed til at for¬
skaffe ham Midler til at befrie sig for Mangel, at give hans nærværende
Begiærligheder Tøylen, og overlade Regnskabet til Lykken eller hans
egne Dyder.
Til disse Erindringer, hvilke jeg formoder at være, i det mindste
iblant alvorlige og fornuftige Mennesker, gandske u-modsigelige, vil jeg
føye en anden: Lad ingen forøde imod sin Tilbøyelighed. Mand
vil, maae skee, bilde sig ind, at det er læt at rette sig efter denne Regel;
dog, dersom de, hvilke deres Ødselhed har begravet i Fængsel, eller dre¬
vet i Landflygtighed, bleve udforskede, da vilde det befindes, at meget
saa ere blevne ødelagte ved deres eget Vall, eller at de med Fornøyelse
have fordøyet deres Formue; men at de have ladet sig drive fort af
Strømmen og af deres Tilskyndelser, som de have holdt Omgængelse
med; de have, imod deres egen Villie beqvemmet sig til tusende ødsele
Udgifter, enten af en lumpen Begierlighed efter at blive anseete for at
have Penge og Mood, eller af en nedrig Frygt for at blive foragtede og
beleete; en Begierlighed efter Daarligheds Priis, eller en Frygt for
Daarers Latter. Jeg er, min Herre,
Eders ydmyge Tiener
Sophron.
er fortælles om Plato, at da hand engang saae en ung Ødeland æde
Brød og drikke Vand uden for Dørren af et Verts=Huus, hvor
hand havde forødt sine Midler, kunde denne Philosoph ikke bare sig for
