Morad saae Fordervelsen hasteligen at nærme sig.
De første,
som forlode ham, vare hans Poeter; deres Exempel blev efter¬
fulgt af alle disse, hvilke hand havde belønnet for at hielpe til at befor¬
dre hans Fornøyelser, og alleeneste nogle faa, hvis Dyd havde beret¬
tiget dem til hans Gunst, lode sig nu see i hans Forgemak eller Kamre.
Hand følte sin Fare, og kastede sig ned for Thronens Fodskammel.
Hans Anklagere vare frække og høyrøstede, hans Venner lode sig nøye
med at udviise en koldsindig Upartiiskhed, og Sandheds Røst blev døvet
ved Modstandernes Skriig. Hans Magt og Embede blev ham frataget,
tillige med hvad hand havde forhvervet sig, og hand blev dømt til at
fremdrage sin øvrige Leve Tiid paa hans eget Fæderne Arve=Gods.
Morad havde saa længe været vant til Forretninger og til at være
omringet af en Mængde Venner og Opvartere, Supplicantere og Hyk¬
lere, at hand ikke vedste hvorledes hand skulde fordrive sin Tiid i Een¬
somhed; Hand saae med Fortrydelse Solen staae op, og paatvinge ham
en ny Dag, da hand havde intet at bruge den til; hand misundte den
Vilde, som flakker omkring i Ørken, efterdi denne har ingen Time til
overs fra de Forretninger, som Naturen kalder ham til, men er altid
paa Jagt efter Rov og Føde, eller sover i sin Huule.
Hans Misfornøyelse svækkede med Tiden hans Helbred, og en lang
som tærende Sygdom angreb ham. Hand vilde ikke tage nogen Læge¬
dom, hand forsømte at røre sig, og laae paa sin Løybenk, knurvoren og
uroelig, heller bange for at døe end begierlig efter at leve. Hans Huus¬
Folk giorde sig en Tiid lang dobbelt Umag for at gaae ham til haande og
opvarte ham, men da de fandt, at all deres Tienstfærdighed ikke kunde
formilde ham, eller deres Omhyggelighed stille ham tilfreds, saa bleve
de omsider skiødesløse og dovne, og hand som tilforn befalede over Na¬
tioner, vansmægtede ofte i sit Kammer uden at have nogen hos sig, der
kunde opvarte ham.
J denne melancholske Stand sendte hand Bud efter sin ældste Søn
