vilde enhver trænge sig frem, for de andre, til en særdeles Fortroelig¬
hed; meente at hand blev overseet og ubemærkt i Mængden, og knur¬
rede fordi der blev ikke gjordt meere Høytid af ham end af de andre. Ef¬
terhaanden bøde de sig alle til, og alle bleve fortrydelige over Afviis¬
ning. Hans Bord blev da forgæves skiult med lækkre Rætter, Musi¬
ken klingede i tomme Værelser, og Abouzaid blev forladt, at hand i
Eensomhed kunde optænke nogen nye Maade til hans Forlystelse eller
Sikkerhed.
Hand besuttede nu at prøve Taknemmeligheds Kraft og søgte ef¬
ter Mænd der havde Lærdom og Videnskaber, hvis Fortieneste var for¬
mørket ved Fattigdom. Hans Huus blev snart opfyldt af Poeter, Bil¬
led=Huggere, Malere og Tegnere, som sviirede i en u-forsøgt Over¬
flødighed, og anvendte deres Kræfter til deres Velynders Berøm¬
melse. Men inden en kort Tiid forglemte de den Elendighed hand havde
befriet dem fra, og begyndte at betragte deres Forløser som en elendig
Stymper, der ikke forstod meget, som blev stor ved Gierninger, hvilke
hand selv ikke kunde forrette, og hvilken de meere end overflødigen be¬
talte for hans Velgierninger, i det de giorde ham den Ære at tage
derimod. Abouzaid hørte deres Knurren og gav dem Afskeed, og fra
den Time af saae hand ikke meere efter konstig Malerie, eller hørte ef¬
ter Lov=Sanges Berømmelser.
Da disse Kunstens Sønner gik bort og mumlende truede ham med
en stedsevarende Beskæmmelse, kaldte Abouzaid, som stod ved Porten,
Hamet en Poet til sig og sagde: Hamet, din Utaknemmelighed har
gjordt en Ende paa alle mine Forhaabninger og Forsøg; jeg har nu
lært hvor forfængeligt deres Arbeyde er, som haabe at blive beløn¬
nede af Menneskenes Velvillighed; jeg skal herefter giøre godt og skye
ondt uden at bekymre mig om Menneskenes Mening; og fatte det For¬
sæt alleeneste at søge hans bifald, hvilken alleene vi ere visse paa at
behage, naar vi stræbe efter at behage ham.
Te¬
Kkkk3
