entet
hilemon, som med mange Penge
Besad et høyt og ædelt Mood,
Og for at hielpe dem, som maatte til ham trænge,
Sin egen Fordeel tit for andres vige lod;
Philemon Avinds Had dog ey undvige kunde,
Hvor hielpsom hand end var mod dem, som ham misunde.
To Naboer ham hadede,
To Naboer forsømte ikke
Ham at bagtale og forklikke;
Hvorfor? fordi hand var langt riigere end de.
Var dette ikke alt en stor Forseelse?
Hans Venner raadte ham at hævne den Vanære.
Ney, sagde hand, lad dem af Avind skænde mig,
Min Død skal dem omsider lære,
Hvad de nu ey indbilde sig,
At de ubilligen den Riigdom mig misunde,
Som kun faa Mennesker ret gavnlig blive kunde.
Hand døer. Mand finder da et saadant Testament¬
De tvende Naboer, skal, naar mit Liv er endt,
Alt hvad jeg efterlader, nyde,
Fordi de have mig dertil ey værdig kiendt.
Det kunde mangen Ven jo billigen fortryde.
Hvad! kunde jeg ham ey misundt saavelsom de?
Men disse gav hand alt, mig ey det ringeste
De tvende Naboer fornøyede nu høre,
At Testamentet holdes maae;
Thi mand da ikke ret forstod Proces at føre,
De skulde ellers vel ey noget kundet faae;
Nu
