en Smule Brød til dem, som hand sig maae antage.
Hand er og bliver dagligen
For sine og sig selv en Byrde og en Plage.
Den anden Naboe ham beleer,
jeg ikke, siger hand, en saadan Nar vil være,
Men hvad jeg arvet har fornøyelig fortære.
Hand holdt og rigtigt Ord; hand inden faa Aar seer
Sin store Arv i andres Hænder.
Paa Gaderne, hvor hand tilforn i Herlighed,
Med Stolthed kiørte op og ned,
Der gaaer hand nu til Fods, og ingen hannem kiender.
Ach! sagde hand til den, som hans Med=Arving var,
Philemon saae forud tilfulde,
At Riigdom os forderve skulde
Hand sine Midler os derfor beskikket har.
Du hungrer karrigen, jeg mit fordøyet haver;
Vi vare værd, at hand sit Gods os efterlod,
Thi ingen af os dog forstod
Ret at anvende disse Gaver.
Dette Uge=Skrift bliver hver Torsdag at bekomme i det Kongel. priv.
Bogtrykkerie ved Stranden, skraas over Prammændenes Laugshuus,
hvor 3de forgyldte Skildter sees over Døren, Arket 2 s.
