hand ikke kunde skiule. Hand bad Thomas indstændigen, at hand vilde
lade tage Seylene ind, og beklagede sin Daarlighed, der havde ført
ham i denne hæftige Storm, som hand nu ikke, uden ved et Mirakel,
kunde undgaae. Thomas beloe hans Bedrøvelse og udviiste en stolt
Foragt over hans Kleinmodighed; og Hans derimod forundrede sig over
Thomas og hans Folk, med en ærbødig Høyagtelse for deres kække Mood,
og begyndte omsider, af deres Ansigter og Opførsel, at fatte noget lidet
Haab; hand troede, at hand havde fortient den Bebreydelse, som hand
maatte lide, og foragtede sig selv for sin Frygt, hvilken hand ikke kunde
overvinde eller skille sig ved. Jmidlertid tog Vinden til, og inden en
Time blæste det en Storm. Hans, som med største Agtsomhed og Be¬
kymring gav nøye agt paa alles Ansigter, syntes nu at finde noget i Skibs¬
Folkenes Øyne og Miiner, som undskyldte hans Frygt; hand igientog
derfor sine Klagemaal, og da hand mærkte at hans Broder var stedse u¬
bekymret, saa bad hand ham igien indstændigen, at hand vilde bruge
all muelig Forsigtighed, og ikke ved en formastelig Dristighed forøge de¬
res Fare. Til Svar paa disse Forestillinger fik hand saadan en Trøst,
som et Menneske ofte giver det andet i en overmaade Bedrøvelse; Fy,
for en Ulykke, J Tosse! sagde Thomas, vær ikke saadan en Kiærling;
jo fleere Seyl vi føre, jo snarere skal vi komme ud af Væiret. Hans
havde vel begyndt at frygte, førend hand kom i Faren; men Thomas
var følesløs i Faren, da den kom; hand blev derfør ved at seyle, hov¬
modig over sin større Dristighed, og i forveyen fornøyede sin Storagtig¬
hed med en pralende Triumpf, naar de vare komne til Lands. Men saa¬
som Seylene vare endnu udspendte, saa blev Masten ved en pludselig
Kaste=Vind brækket i Stykker, hvilken ved sit Fald saaledes beskadigede
Roeret, at det var umueligt at styre, og strax efter stødte Skibet. J
samme Øyeblik da Thomas mærkte Faren, saae mand at hand var gand¬
ske forsagt. Da Skibet stødte, kom Hans op, som var befalet at gaae
ned i Rummet, og fandt den kække Helt, hvilken hand saa nyligen havde
betragtet med Ydmyghed og en høyagtende Forundring, siddende paa
Dækket, vriende sine Hænder og jamrende sig med u-sammenhængende
og høyrøstede Klagemaal. Hans syntes nu meere rolig end tilforn, og
spurte, om der endnu kunde foretages noget, for at redde deres Liv.
Thomas svarede med en afsindig Røst, at de kunde mueligen flyde til
Land paa et eller andet Stykke af Vraget; hvorpaa hand tog en Øxe,
