og, i stedet for at prøve paa at giøre Masten løøs, begyndte hand af
hugge Hull i Baaden. Hans, som endnu kunde bruge sin Fornuft, om¬
endskiønt hand for tiligen var blevet bange, saae at Thomas i hans Af¬
sindighed vilde afskiære dem deres sidste Haab; hand greeb ham derfor
om Armen, og med Magt tog Øxen fra ham, hialp Skibsfolkene at faae
Baaden i Vandet, overtalede hans Broder til at forlade Skibet, og
inden fire Timer kom de alle beholdne til Lands.
Dersom Skibet havde holdt Stormen ud, da skulde Thomas
blevet holdt for en Helt, og Hans for en ræd Stymper; men jeg haa¬
ber, at ingen af dem, som have fulgt mig i disse Betragtninger, vil
herefter ansee Følesløshed i Fare for et Tegn til Mood og Tapperhed;
eller beskylde dem for Feyghed, hvis Frygt er ikke større end Faren, som
de frygte for, ey heller for hæftig til at svare til dens Hensigt.
Der er et Onde, som mange ere i en bestandig Fare for; et On¬
de, mod hvilket alt andet er som en Draabe Vand, og et Støv i
Vægt=Skaalen; og dog synes den største Deel at være gandske u-be¬
kymret, og ikke at giøre sig den ringeste Tanke om denne Fare.
Et hvert Menneske, som i Skiødesløshed forsømmer Salighedens
Dag, hand staaer paa Brinken ikke alleeneste af Graven men af Hel¬
vede. At denne Fare overhænger alle, det sees af de Talemaader, som
den u-endelige Viisdom har udvalt til at beskrive den Opførsel, ved
hvilken allene den kand undgaaes; den kaldes et Løb paa en Bane
efter et Klenodie; en Vagt; et Arbeyde, som skal giøres med
Frygt og Bævelse; en Kamp indtil Blodet, og en Striid med
alt hvad der kand forføre eller kand forskrække, med Sandser¬
nes Fornøyelser og med Engles Magt. Det Øyeblik, i hvilket
vi skal drages bort fra Brinken af dette Svælg, eller styrtes ned i dens
Afgrund, kand ingen Magt enten afvende eller forhale; det nærmer
sig vel stiltiende som Tidens Flugt, men dog hastig og ueimodstaaelig
