get forbittret imod ham; hvorpaa den ypperste Præst, aldeles uforfærdet
over denne Tidende, svarer saaledes:
Celui qui met un frein a la fureur des flots,
Scait aussi des mechans arreter les complots.
Soumis avec respect a sa volonte fainte,
Je crains Dieu, cher Abner, & nai point dautre crainte.
Hand, som det stolte Hav et Bidsel har paalagt,
Hand og beskæmme kand de Ondes Raad og Magt.
Jeg ydmyg er tilfreds med alt hvad hand tilsender,
Jeg frygter ene GUD, og anden Frygt ey kiender.
Skriften siger derfor, at den Retfærdige er frimodig som en
Løve, men denne samme Retfærdige er derfor ikke uden Frygt, naar
GUD taler og lader sin Røst høre; hand siger da: Hvo skulde ikke
frygte dig, du Herskarenes GUD? Det er, GUD, som har den
gandske Natur, som en Krigshær, under sin befaling, og kand bruge
alle Creature til at udføre hans Domme. Denne hellige Frygt op¬
sluger all anden Frygt; thi naar end, som det ofte skeer, de gode om¬
komme med de onde, saa kand dog hine med Frimodighed sige;
Enten vi leve eller døe, høre vi HErren til.
Lad da de frække og sikkre Syndere søge en Ære deri, at de uden
Følelse og Eftertanke kand høre om Jordskælv og andre deslige forfær¬
delige Guds Domme, som ramme deres Naboer; lad dem besmykke
deres Forhærdelse med en indbildt Jndsigt i Naturens Aarsager og Virk¬
ninger; lad dem drive Spot dermed, at mand af deslige Ødeleggelser
tager Anleedning til at formane Menneskene til Omvendelse; de kand
dog ikke fortiene Navn af større Fornuft eller Frimodighed, end den,
der, efter Skriftens Talemaade, legger sig til at sove oven paa
Masten i en Storm; thi kommer hand vel derfra, da vil dog ingen
fornuftig berømme hans u-besindige Forvovenhed; og omkommer hand,
da undgaaer hand alleeneste at høre deres Bebreydelser, som efterleve.
