egl paa hans Søns Carakter, og nu sat ham
har trykt ligesom
i den Stand, at hverken Laster eller Vanære kunde naae ham; imedens
hand levede, var det stedse mueligt, at hand kunde falde fra Dyden
og tade det gode Navn, som hand havde forhvervet. Døden alleene
slutter en Mands Rygte, og bestemmer hvad heller det er godt eller ondt.
Exempler beviise at den varligste og fornuftigste Optugtelse, og
alle de Hielpe-Midler, som menneskelig Forsigtighed kand udfinde, ere
ikke mægtige til at give en ufeylbar Vished om et Menneskes Bestandighed i
det som er dydigt og priiseligt. Og hvilken melancholisk Tanke er det
ikke at see en Salomon, der i sin Ungdom var en HErrens Elskelig,
forfalde i sin Alderdom til saadanne Daarligheder og Overtrædelser,
der have givet mange Lærde Anleedning til at tvile om hans Salighed?
hvor ugrundet eller utilbørlig denne Tvil end maae agtes, saa bliver
dette dog u-imodsigeligt, at den store Høyagtelse, som hans Viisdom
og Gudsfrygt havde forhvervet ham i hans Ungdom, tabte meget af sin
Glands ved hans Alderdoms daarlige Forseelser.
Dette er derfor, iblant andre Aarsager, en af de fornemste, hvor¬
for mand er naturligen uvillig til at udbasune en Mands Berømmelse,
førend hans Hoved er lagt ned i Støvet. Saa længe det er mueligt,
at hand kand forandres, saa kand vi blive tvungne til at forandre vor
Meening. Hand kand tabe den Høyagtelse, som vi have fattet for ham
og hand maae, mueligen, engang blive betragtet af os i en anden
Skikkelse, end vi paa nærværende Tiid see ham udi. Kort sagt, saa¬
som intet Menneskes Liv kand siges at være lyksaligt eller ulyksaligt,
saa kand det ey heller kaldes lastefuldt eller dydigt, førend vi have seet
Slutningen derpaa.
J denne Betragtning var det, at Epaminondas, da hand blev til¬
spurt, enten Chabrias, Iphicrates eller hand selv fortiente størst Høy¬
agtelse? J maae først see os døe, svarede hand, førend dette
Spørsmaal kand besvares.
