udskiønt det allmindeligen tilstaaes, at det er Dydens rette Kien¬
detegn at meddeele Lyksalighed, saa bliver dog denne Lyksalig¬
hed siælden betragtet at strække sig uden for vor egen Art; og intet Men¬
neske ansees for at blive lastværdig eller udydig, ved at opofre et Crea¬
turs Liv for den Fornøyelse at slaae eller skyde vist. Jmidlertid er det
dog vist, at ved denne Gierning bliver meere Lyksalighed fordervet end
frembragt; med mindre mand vil holde for, at Lyksalighed skulde vur¬
deres ikke alleeneste i henseende til dens Grad, men og i henseende til
det Creaturs Rang, som besidder den; men dette er en Meening, som
maae skee ikke lætteligen kand stadfæstes. Fornuften, hvoraf Menne¬
skenet alleneste har sin Over=Rang, skulde, i det nærværende Spørs¬
maal alleeneste ansees som en Føle=Kraft; et Slag foraarsager mee¬
re Smerte hos et Menneske end hos et umælende Dyyr; thi hos et
Menneske forøges den ved en indvortes Følelse af Skam og Forhaa¬
nelse, og føles saa ofte som den erindres, i det umælende Dyyr for¬
aarsager det alleneste en legemlig Smerte, hvilken inden en kort Tiid
gandske ophører. Men det kand med rette paastaaes, at den samme
Grad af Smerte i begge Creature, er i den samme Grad et Onde,
og at den kand ikke modtvilligen og letfærdigen tilføyes, uden i lige¬
Grad at overtræde Ret og billighed. Deraf følger det dog ikke, at
Mennesket skulde afholde sig fra at bruge Dyyrene til sin Føde; th
naar et Menneske dræber alleneste for at æde, da opofrer hand allene¬
ste Liv for Liv; og dersom Mennesket havde levet af Frugter og Urter,
da vilde den største Deel af disse Dyyr, som nu døe for at forsyne hans
Bord, aldrig have levet; i stedet for at legge deres Unger til for at
forsikkre sig om Forraad og Overflødighed, saa vilde hand blevet tvun¬
gen til at ødelegge dem, for at forekomme Hunger og Nærings Mangel.
Der er stor Forskiæl imellem at dræbe for sin Føde og at dræbe for
Spøg. At finde Fornøyelse i det, som foraarsager andre Smerte, der¬
som det ikke er lastefuldt, er dog i det mindste farligt; og enhver Gier¬
ning, som, endskiønt ikke ugudelig i sig selv, dog afslider den medlidende
Følelse som er i et ømt Gemyt, maae giøre den menneskelige Natur min¬
dre og mindre skikket til at leve i Samqvem. Da jeg videre fortsatte
