har siunget, er skrevet af et Menneske, saa ere ikke
Klage=Sang
alle Mennesker uden Medlidenhed, ey heller ere de alle døve til at høre
og forstaae det Sprog, hvor i vi udtrykke vor Glæde og Frygt."
Hand begyndte da, efter et sødt skiønt kort Præludium, paa nye at i¬
stemme sin Sang, som opfyldte Skoven med en behagelig Gien=Lyd.
Den strenge Vinters Snee for Solen var forsvundet,
De frøsne Strømmes Vand nu sagte smeltet flød,
Og Jorden, som tilforn af Frost og Jis var bundet,
Plovmanden nu igien med aarlig Møye brød.
Da, blant den Foraars Hær, som nu Naturen skyndte
Ved en indbyrdes Drift til Kierlighed og Fryd,
En Soolsort lifligen sin Elskovs Sang begyndte,
Som Skoven tog igien med saadan Efter=Lyd:
O! du, som Skiønheds Priis blant alle Fugle bærer,
Du, som jeg synger for, du som mig saaret har,
Hør med Medlidenhed paa hvad min Sang begiærer,
Og giv min Kierlighed et mildt og kierligt Svar.
See, Vinter=Storm og Sluud os nu farvel maae byde,
Den milde Vesten=Vind giør Luften klar og bliid:
Lad os Naturens Bud og føde Drift adlyde,
Og tage fælles Deel i Vaarens Fryde Tiid.
See Ravnen piller nu sin Steen=Kull-sorte Vinge,
At hand sin gylpende Ravn=inde tækkes maae;
Og medens Lærkerne sig op i Luften svinge,
De idel Elskovs Sang imod hinanden slaae.
Men troe mig, Sødeste, at Ravnens sorte Fiære
Mod mine Fiære ey i Ligning komme vil;
Ey heller Lærkens Sang saa angenem kand være,
y Som min, der baade sød og mægtig er dertil.
Med
