Om Morgenen
paa med Sang hand vækker hende,
Staae op, min Venneste, see den nybaarne Dag!
Som Lærkens Morgen=Sang alt giver os tilkiende,
Kom, Skiønne, og med mig en Flugt i Skoven tag."
De over Mark og Skov sig med hinanden svinge,
Nu atter sætte sig ved en grøn=breddet Aaae,
Stadfæste Elskovs Pagt; de leege, hoppe, springe,
Hinandens Ære, Lyst og eeneste Attraae.
Men ah! min Skialdre=Geist den sørgelige Ende
Af min Historie med Smerte sige maae;
En Skytte, den et Bud af Skæbnen maatte sende,
Det elskelige Par blant Skovens Greene saae.
Den Skræk=betagne Han strax raabte: Søde Mage,
Kom, skynd dig snart herfra; af Faren dig begiv!
Her, Skytte, lad din Hævn her dette Sigte tage,
O! spar min Kiæreste, og tag mit eget Liv.
Skiønt Skytten intet Dyyr før havde dræbt og saaret,
Hand Sigtet alt for vist dog nu paa Hannen fandt;
O! at hand havde sig et andet Maal udkaaret,
Den Morder! eller skudt, som hand tilforn var vant.
Tilgiv, adskillte Par, slig grusom Vold og Brøde,
Da eders Skæbne mig til Graad bevæge maae;
Til Enkens Sørge=Sang min Klage=Digt skal støde,
Og Magen i mit Vers et ævigt Minde faae.
De Rørelser, som denne Sang foraarsagede i mit Bryst, opvakte
mig, og jeg besindede mig strax, at medens jeg sov, havde min Jndbil¬
dings Kraft igientaget: En Klage=Sang, skrevet i Anleedning af
en Soolsort, som blev skudt om Foraaret; hvilken Sang var
nogle Dage tilforn meddeelt mig af en fornemme Person, som er ikke
alleeneste navnkundig for sin Smag, Lærdom og Dyd, men og for hans
