for
drevet Plante
dan Anseelse som
Naturens Kraft har frembragt.
Denne Sindets Tilstand forvisser os dog ikke altid om at Arbeydet
lykkes, endskiønt det aldrig slaaer feyl, at all Fliid bliver unyttig, naar
den ikke er der; thi den Skribent, som om Morgenen sætter sig ned, ind¬
taget af hans forehavende Arbeyde og frugtsommelig med Tanker, finder
ofte om Aftenen, at det som fornøyede hans Jndbilding, mishager hans
Skiønsomhed, og at hand har spildt den gandske Dag paa en behage¬
lig Drøm, i hvilken hand forenede en Mængde glimrende billeder, u¬
den at mærke at de ikke kunde passe sig sammen.
Saaledes er den, der arbeyder med Hiernen, fordømt til at fordrive
sine Timer, disse Timer, som komme aldrig meere igien, med at forsøge
det, som hand ikke kand udrette, eller med at sanke Materialier, som
hand derefter befinder at hand ikke kand bruge. Men en Kunstner eller
Arbeyds=Mand veed, at det Arbeyde, som de forfærdige, vil altid i sam¬
me Grad svare til den Tiid og til den Fliid de anvende derpaa.
Ey heller er begges Arbeyde lige vis paa Belønning; Arbeyds¬
Manden faaer en vis Sum for det som hand forfærdiger hver Dag;
men en Skribent nyder ofte ingen Fordeel af et Skrift, som hand møy¬
sommeligen har arbeydet paa i nogle Maaneder, enten fordi Staden,
ikke kand eller vil skiønne paa hans Fortieneste, eller fordi hand har ikke
rettet sig efter den allmindelige Smag.
Det er ikke en af de mindste Uleyligheder, som besvære dem, der ud¬
give Ugentlige Blade, at de ofte maae spilde megen Tiid paa at vælge
iblant de adskillige Materier, som Læsning, Omgængelse i Verden, eller
deres egen Jndbildings Kraft frembyder; da enhver Materie ligesom
paastaaer en særdeles Ret til at nyde Rang og Fortrin, hvilket hand saa
længe tager i Betænkning, indtil den yderste Tid tvinger ham til at væl¬
ge en, hvortil hand finder selv ikke nogen anden Aarsag, end at hand
nu ikke kand opsætte det længere.
