ad der havde fortørnet ham, enten det var levende
5 Vrede imod alt
eller livløøst, ved at slaae mig; og naar hand giorde nogen Skade eller
Fortræd, thi andre Feyl bekymrede mand sig kun lidet om, da var jeg altid
qvis paa, at Faderen, Moderen eller Pigen vilde straffe mig i hans Sted.
Saadan Medfart af Personer, som jeg havde været vant til at ansee
med Foragt, og at befale med Stolthed, kunde jeg ikke længe taale. Jeg
løb derfor bort en Morgen gandske tiligen. Jeg fortsatte min Reyse indtil
2 Eftermiddagen, uden at opholde mig paa Veyen, endskiønt det regnede
meget stærkt; Henimod Klokken fire kom jeg igiennem en Bonde=bye, og
da jeg saae en Hob Spaaner, som vare skiulte for Regnen under et Straa¬
Skuur ved et Huus, som nogle Tømmermænd arbeydede paa, saa krøb
jeg, efter mine Tanker, uformærkt hen i en Krog, og lagde mig derpaa;
men en af Folkene, som stod og høvlede et Bræt, og saae at jeg var en
fremmed Hund og af en Blanding=Art, besluttede strax at giøre sig og
sine Stalbrødre lystige paa min Bekostning; og da hand, til den Ende,
havde gjordt et Hull igiennem et stykke Bræt, tog hand mig pludseligen
fat, stak det overblevne af min Rumpe igiennem denne diævelske Machie,
og giorde den fast med en Kiile som hand drev der ind med en stor Ham¬
mer, hvorved Rumpe=beenet blev knuset og foraarsagede mig en ubeskri¬
Hvelig Piine. Saa snart hand satte mig paa Jorden, begyndte de Skarn,
som havde seet paa dette vanartige Skalke=stykke, at bryde ud i en umaa¬
delig Latter over de sælsomme Krumspring og Bevægelser, hvorved jeg
udviiste min Elendighed, og over de latterlige Forsøg jeg giorde at løbe
bort fra det, som jeg kunde ikke andet end føre med mig. De huyede og
skreege efter mig, indtil jeg kom dem af Syyne; men saasom Frygt,
Smerte og Forvirring endnu dreve mig fort med en uvillig Hastighed,
saa løb jeg med saadan Magt imellem tvende Pæle, som vare ikke vidt
nok fra hverandre, at Brættet kunde gaae der igiennem, at jeg lod
baade det og den øvrige deel af min Rumpe blive efter mig. Jeg saae
da at jeg var i en Bonde=Gaard, men da jeg frygtede for at blive revet
ihiel af en stor Hund, som jeg saae noget fra mig, blev jeg ved at løbe;
men nogle Bønder, som arbeydede i en Lade i Nærværelsen, da de saae
Hat jeg løb uden at blive forfulgt, at mine Øyne vare røde og hidsige,
og at Fraaden stod mig om Munden, saa bildte de sig ind, at jeg var
Mgal, og sloge min Hierne ud med en Pleyel.
2 Strax.
