en ugemeen Skiønhed sted for mig, som talede mig
Fruentimme
saaledes til: " Ubetænksomme Skarn, du har igien forandret mit Væ¬
osens Stand, og underkastet mig endnu større Elendigheder, end no¬
9gen af dem som jeg hidindtil har udstaaet. Som en Loppe var jeg
din Paaminder, og som en Loppe kunde jeg have undviget din Grum¬
hed, dersom jeg ikke havde haft i sinde at underviise dig. Men nu er det
umueligt at være skiult, og det er derfor umueligt at være sikker. Be¬
giærligheds Øyne ere nu fæstede paa mig, og Menneskene vil anvende
all deres Bestandighed og Fornuft paa at forføre mig til Skyld og
Skændsel. Men omendskiønt Mandfolkene ere endnu mine Fiender,
omendskiønt de angribe mig med større Hæftighed og Vold, og fremture
med meere Haardnakkenhed, saa har jeg dog endnu mindre Magt til at
giøre Modstand. Der er en oprørsk Forræder i min egen Barm, som
vil arbeyde paa at overgive mig i deres Vold, hvis Jndskydelse er stedse¬
varende, og en stedsevarende Jndskydelse er ikke lætteligen overvundet.
Giør, imidlertid, bekiendt hvad jeg har fortallt dig; dersom noget Men¬
neske skal derved blive kaldet tilbage fra en lastværdig U-agtsomhed mod
Handre ringere Creatures Lyksalighed, og holdt fra at giøre dem ondt,
9 ved at betragte Virkningen af hans Gierninger, da har jeg ikke liidt
forgæves. Men saasom jeg er nu underkastet ikke alleneste saadane
ne Ulykker, der kand vederfares ved en Hændelse, saasom jeg er ikke
halleeneste i Fare for lætsindig Giækkerie og Lystighed, men og for Un¬
derfundigheds trædske Anslag; da, paa det du maae forsone den Uret
du har tilføyet mig, lad dit Uge=Blad advare mit Kiøn om alle de
listige Trækker, som bruges til deres Fordervelse; og afskrække Mand¬
folkene fra at tragte derefter, i det du tydeligen forestiller dem, hvor
overmaade stor en Misgierning, og hvor skam løøs en Falskhed det
er, at antage et udvortes Skin af den inderligste og ømmeste Kiær¬
lighed, alleneste for at styrte i ubeskrivelig Elendighed den Skiøn¬
hed, som Kiærlighed har gjordt læt=troende, og hvis Uskyldighed til¬
9 lader hende ikke at have nogen Mistanke.
Jmedens jeg hørte nøye efter denne Tale, slog mit Hierte af en
hæftig Utaalmodighed, og ved det jeg vilde begynde at svare, vaag¬
nede jeg.
