y at hand skal være gandske ulykkelig, dersom jeg ikke vil giøre ham
Jeg er, min Herre,
Sælskab."
eders ydmygste Tiener
F. B.
Min Herre,
blant de mange Opfindelser, som denne viise og polerede Tiid kand
rose sig af, anseer jeg den Kunst at ikke kiende Folk,
for at være en af de største. Men paa det denne Talemaade skul¬
de ikke være lidet for høytravende for mange af eders Læsere, saa skal
jeg forklare den vidtløftigere. Det som jeg meener, er, at fornemme
Folk skal møde deres Undermænd paa offentlige Steder, og enten gaae,
sidde eller staae tæt ved Siden af dem, uden at de i mindste Maader
kand erindre sig at have seet eller kiendt dem, som de kun en Uge eller
en Dag tilforn have været meget fortroelige med, og som de have gi¬
vet Forsikkringer om den største Agt og Bevaagenhed. Saasom J har
ikke rørt noget om denne Kunst, saa er det meget formodentligt, at de,
som ere Professorer deri, have undviget eder; men saasom den fuld¬
kommenste Prøve deraf er nyligen skeedt paa mig selv, saa udbeder jeg
mig Tilladelse at besvære eder med et par Ord om denne Sag.
Jeg er en Geistlig Person, som har nogle Midler, men endnu in¬
tet Præste=Kald; og da jeg vedste, at jeg havde mange Venner ved
Baddet paa denne Tiid, saa kom jeg derhen forgangen Uge for at
nyde den Fornøyelse af deres Sælskab. Om Morgenen efter min An¬
komst gik jeg ned til Kilden, hvor jeg havde den Ære at see en Greve,
en Baron, og nogle fornemme Fruentimmer, som jeg var meget vel
bekiendt med; men omendskiønt jeg stod ikkun to eller tre Skrit fra dem,
saa mærkte jeg dog, til min store Forundring, at ingen af dem kiendte
mig. Jeg har adskillige gange spiist med Greven, jeg har ofte drukket
Thee med Fruentimmerne, og været i to Maaneder hos Baronen paa
hans Gaard paa Landet, og dog gaaer jeg dem i Møde hver Morgen,
Uuf
