den Ret som dem tilkommer. Hvad Sprach angaaer, hvilken den første
af mine Correspondenter har fundet for got at anføre, da veed jo en
hver, at det er en apocryphisk Bog; og hvad Sagen selv angaaer,
hvorover hand beklager sig, nemlig, at en privat Person kand ikke blive
hørt iblant Høye og Store Folk, da er det en Feyl af Naturen, hvil¬
ken, som det vel er bekiendt, har dannet fornemme Stands Personers
Øren alleeneste til at høre hverandre indbyrdes. Min anden Correspon¬
dent, som er fortrydelig over at mand ikke kiender ham, er lige saa u¬
billig; thi hand kand jo ikke andet end have mærket paa Skue=Spill
og andre offentlige Stedet, af den Mængde Glas, som fornemme Folk
bruge, at de ere naturligen kort=synnede. Af denne Øyen=Feyl kommer
det, at en Stør Mand kand lætteligen mistage Lykke for Ære, en Sølv¬
Service for et got Navn, og hans Naboes Hustrue for sin egen. Hans
Hukommelse er i mange Tilfælde ligesaa svag som hans Syyn. Løfter
om Hielp eller Befordring, og hans Giælds Betaling, ere Ting, som
hand kand overmaade læt forglemme; hvorledes er det da at forundre
sig over, at hand kand forglemme en Bekiendter? Men jeg har altid
mærket, at der hos smaae Folk er en Tilbøyelighed til at tale ilde om de
Store, og at, hvor de ikke finde virkelige Forseelser, (hvilket er Sagen
i nærværende Fald) der vil de udøse deres Galde imod naturlige Feyl,
og klamres med de Døve fordi de ikke høre dem, og med de Blinde, for¬
di de ikke see dem.
Jeg kunde næsten skrive et heelt Stykke til Store Folkes Berøm¬
melse, dersom jeg blev ikke holdt tilbage ved den Betragtning, at der
er ingen Ting i Verden, som de hade saa meget som hykkelsk Roos og
Flatterie.
Min Herre,
et er enten en Anmærkning af mig selv eller af en anden meget viie
Mand, hvis Navn jeg har glemt, at hvor der er sand Lærdom,
der kand sand Dyd ikke være langt borte. Det strenge og e¬
emplariske Levnet, som alle Lærde Mænd i alle Slags lærde Videnskaber
saa vitterligen føre, maatte være nok til at stadfæste denne Anmærknings
uuuu3
