Sandhed, derson
jeg kunde lade mig
gument,
hvor der ere saa mange ved haanden.
Men for at ikke misbruge eders Taalmodighed, saa vil jeg alleeneste
anføre det sidste og beste Argument, til at beviise, at Lærdom og Dyd
ere som Aarsag og Virkning. Og her maae jeg spørge, om det fra Verdens
Begyndelse og indtil denne nærværende Dag har været bekiendt, at en
Skribent har været en udydig Mand? At negte at hand er den aller¬
lærdeste, vilde være en større Grad af Urimelighed end jeg kand fore¬
stille mig hos noget Menneske; jeg skal derfor alleneste holde mig op ved
hans Dyder. Hvad Apostelen siger om Kierlighed, kand med lige
Sandhed siges om en Skribent: hand lider længe, og er venlig;
hand hører alting, hand haaber alting, hand taaler alting.
Hvor vankundig er hand i Menneskenes Veye, hvor færdig til at be¬
rømme end og dem, som mindst fortiene det, hvor langt er hand fra
denne Kilde til alt ondt, Penge, hvor slet holder hand sig i Klæder!
hvor maadelig i hans Forlystelser! Og over alt, hvor tarvelig i sin Spiise,
og hvor afholden i henseende til Viin!
Jeg kand derfor ikke andet end ansee det for en ugrundet Beskylding
mod den nærværende Tiid, at Lærdom er i en aftagende Stand, og
at der følgeligen er mindre Dyd iblant os end i de forrige Tider; tvert
imod, naar vare der fleere Skribentere end nu? Lad nogen af de fore¬
gaaende Tiider fremviise halv saa mange. Heraf sees da at Lærdom
er i en blomstrende Tilstand. Thi omendskiønt de Store have for lang
Tiid siden fundet for got at unddrage den deres Beskyttelse og Befor¬
dring, saa har det derimod behaget Himmelen at opvække meget dygtige
og nidkiære Personer, som anvende all deres Tiid og Fliid paa at befordre
Lærdom, og til hvilke dens Tilhængere kand have en Ugentlig Ad¬
gang, og være forvissede om Opmuntring og Belønning efter Fortieneste.
Eders Læsere, min Herre, vil uden Tvil, førend jeg siger det, selv giætte
at jeg herved meener de Ærværdige og Høyfornemme Boghandlere.
Men omendskiønt jeg har den største Ærbødighed for disse Mænd,
