maae frembringe tusende Tilfælde, der strække sig til
uforbigængeligen
daglig og særdeles Omgængelse. Mænd, som enten af moralske eller,
Religions Aarsager ere Tilhængere af stridige Partier, vil i allminde¬
lighed dømme om et hvert Spørsmaal efter ulige Grund=Meeninger.
Naar der nu gives Leylighed til saadan Trætte, da forraade vi vor Sag,
naar vi give efter, og i det vi paa saadan Maade vedligeholde Venskab,
lade vi af at fortiene det; at tie stille, er at tabe Friheds Lyksalighed og
Værdighed, at leve i en stedsevarende Tvang, og at forløbe, om ikke at
forraade vort Partie; og hvem skal bestemme, hvilken af to Venner bør
give efter, naar ingen af dem troer at hand farer vild, og naar begge
tilstaae Spørsmaalets Vigtighed, hvad bliver da tilbage andet end
Bitterhed og Hæftighed, Overmood paa dens Side der vinder, og
Græmmelse paa dens der taber, og, med Tiden, bliver mand keed af
at trættes og den forrige Velvillighed udslukkes? den indbyrdes Ven¬
lighed og Høflighed kand vel blive ved, ligesom Greene kand en Tiid
lang blive grønne, naar Roden har faaet Skade; men Ueenigheds
Forgift er dog kommet i Blodet, og omendskiønt Ansigtet udviiser en
smiilende Mildhed, saa er dog Hiertet forhærdet og tillukt.
J andre Ting er det ikke saa væsentligen fornødent, at Venne,
skal finde Smag i samme Forretninger eller Forlystelser. Den ene
Ven kand meget vel føye sig efter den andens Sind; thi Venskab
fortiener vel at vi for dets skyld opofre vor egen Lyst, skiønt ikke vor
Samvittighed.
Saa ufuldkomne exe alle jordiske Velsignelser, at den Tienstfær¬
dighed og Godgiørenhed, som er Venskabs store Virkning, bliver ofte
Aarsag til at dette mister meget af sin Sødhed og Styrke, naar den
ene oppebærer større Velgierninger, end hand seer sig i Stand til at
giengiælde; thi lad være disse kand opvække Taknemmelighed og Ærbø¬
dighed, saa borttage de dog ofte den Frihed og fortroelige Dristighed,
som er ueadskillelig fra Venskab; ligesom nogle Planter, der bære de¬
res Frugt og døe. Men denne Betragtning bør ikke indskrænke vor
